0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mellem drøm og malstrøm

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I disse dage har The London Suede, som bandet jo kaldes i USA, valgt at bryde traditionen ved et tredages trip i København, som samtidig markerer starten på verdensturneen for albummet 'A New Morning'. Et afklaret, roligt og smukt album fra en samling halvmodne mænd, der forsøger at fordrive den evige rastløse længsel og jagt på en utopisk udløsning for krop og sind om næste gadehjørne eller i næste modeblad med noget så trivielt og helt fantastisk som virkeligheden. Og den fri fantasi.

En logisk og god beslutning at lande disse sange her hos os jordbundne, men forhåbentlig stadig romantiske nordboer, skulle det vise sig ved den første af de tre koncerter i stopudsolgte Store Vega. Ganske vist skulle en usædvanlig veloplagt vokalist, Brett Anderson, lige lære os, hvordan man jubler på samme eksplosive måde, som Erik Zabel kører spurt, når han introducerede en sang fra »our new album«, men så sad den der også. Jubelen, altså.

Koncerten startede blødt og melankolsk med 'When The Rain Falls' som første markering af, at Suede er så selvsikre, at gruppen tør satse på repertoirets fulde spændvidde.

Fulgt op af 'Positivity', en formidabelt spankulerende 'Heroine' og en sugende 'Trash', der live stadig formår at have både sex- og stadionappel i de vuggende hofter. Det lød som afsættet til en koncert, der ikke alene kunne matche monsteret på Skanderborg Festivalen for et par måneder siden, men måske ligefrem overgå sommerens tætpakkede og intense tour de force gennem hitkataloget.

Sådan skulle det ikke gå i Vega. Her fik vi en på en gang famlende og svimlende fantastisk koncert med flere udskridninger, langt mere afveksling og charmerende roderi fra et endnu langtfra toptunet band.

Suede var antændte og energiske i klassikere som 'Animal Nitrate', 'Metal Mickey', 'So Young', 'Filmstar', 'Can't Get Enough' og den sprudlede dedikation til København 'The Beautiful Ones', hvor bandet med den sublimt elegante rytmesektion med Mat Osman på bas og Simon Gilbert på trommer virkelig fik lov at vise klassen.

Knap så funklende var tilgangen til nye, men fantastiske sange som 'Lost In .t.v.', 'Obsession' - »en sang om aftershave« ifølge Brett Anderson og ikke mindst den formidabelt smukke 'Astrogirl', som det er umuligt ikke at blive hovedkulds forelsket i, hvis man har bare en nerve, der virker, i kadaveret.

En fortryllende lille sag fra det mellemrum mellem den lille, forsigtige drøm og dagligdagens tordnende malstrøm, hvorfra Suede er så suveræne reportere.

Helt i stå gik koncerten, da den toptunede, atletiske og velsyngende Brett Anderson med et hoppepensum som Snøvsen på speed pludselig erklærede noget i retning af, at »nu går vi - men bare rolig, vi kommer igen«.

Forvirringen og strømmen mod baren var massiv. Så hjalp det fedt, at Brett Anderson kom tilbage alene med en akustisk guitar og sang den tænderskærende banale, men som næsten altid for Suede livsduelige 'Ocean'. Bagefter kom der atter fut i de londonske gadefejere frem mod kulminationen i den ekstatiske 'Beautiful Ones', hvor Brett Anderson måtte kaste sig på scenen i hengivenhed for sit danske hof.

Konklusionen på en aften, der måske bedst beskrives med titlen på den elektrisk bugtende ballade 'Everything Will Flow', var nemlig, at Suede fik afleveret nye hælaftryk i den københavnske asfalt med sko, der ikke længere blot har sylespidse hæle, men nu også er runde som de lyskugler, der prydede bagscenen. Om man kan lide det eller hellere vil holde fast i stoffernes og hallucinationernes flyvske stemninger fra storbyen, må være op til den enkelte. For Suede er det bare virkeligheden, og et led i den er som bekendt at udvikle sig.

Det gør bandet så smukt og overbevisende, at der er god grund til, at Suede, der startede den forkætrede britpopbølge, i dag reelt også står som de eneste, som formåede at surfe hen over bølgen og overleve, mens de øvrige flagskibe gik ned. Dejligt at have dette menneskelige og elegante band på besøg i en weekends tid. I dag er det jo 'Saturday Night' og tid for kulminationen: »Coz tonight we'll go drinking, we'll do silly things/ and never let the winter in«. Netop.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere