Før i tiden, tilbage i 1930'erne og 1940'erne, kunne folk som Duke Ellington, George Gershwin, Thelonious Monk, Cole Porter og Jimmy Van Heusen skabe små mesterværker på 32 takter, der fortsat kan inspirere jazzmusikere i dag. I vore dage skriver mange jazzmusikere fortrinsvis selv det materiale, de spiller. Undertiden kan det være ganske simple motiver, baseret på en enlig akkord eller en beskeden harmonifølge på tre, fire, som de til gengæld - ved hjælp af utallige gentagelser - kan trække ud til en 'temapræsentation', der strækker sig over flere minutter. Netop det viste sig også at blive et stigende problem, efterhånden som koncerten med kvartetten Go Jaz skred længere og længere frem. På et par undtagelser nær var det dens leder, tenorsaxofonisten Pelle Fridell, der var ansvarlig for gruppens repertoire. Og til at begynde med lød det rigtig lovende. Fridell er en glimrende instrumentalist med sin mættede tone og sit rytmisk bevægelige spil, fint bakket op af Henrik Gunde på el-klaver, Thommy Andersson på bas og Rasmus Kihlberg på trommer. Sidstnævnte viste sig at være en talentfuld, om end indimellem for unuanceret spillende afløser for den oprindeligt annoncerede Morten Lund. Det swingede helt fortræffeligt i numre som 'Pelle Hop', 'Blues T' og ikke mindst 'Gång', der på raffineret vis forener svensk folkevisetradition med en nutidigt pulserende ostinat. Men man bemærkede ligeledes, at Gunde i flere tilfælde med tilsyneladende yderst beskedne midler fik noget langt mere originalt ud af det givne materiale end Fridell selv. Og endnu mere påfaldende blev det efter pausen, når Fridell søgte at peppe sit spil op med en ekspressivitet, der dog ikke altid syntes motiveret i selve tonesproget, men snarere fremstod som en attitude. Det var en skam, for der herskede heller ingen tvivl om, at Fridell rummer mere i sig, end hans egne kompositioner gav ham mulighed for at demonstrere. For det oplevede vi i hans fornemme fortolkning af 'Min heliga'. En ballade, skrevet for mange år siden af hans for længst afdøde instrumentkollega Börje Fredriksson, der også bød på det smukkest tænkelige klaverspil fra Gunde.