Med begge hænder hælder hun sit lange brune hår frem foran ansigtet, hvor øjnene i forvejen er dækket af store, dråbeformede brilleglas. Da forhænget er på plads, er den 31-årige amerikaner Chan Marshall med kunstnernavnet Cat Power lige ved at bryde ud i sang. Både hendes band og hendes publikum er klar. Den kvindelige strengemusiker har sat violinen til hagen. Bassisten og trommeslageren er rede og vågne. Og Lille Vega er fyldt op med folk, der enten har oplevet Cat Power før eller bare hørt om den ekstremt oprigtige, sceneforskrækkede og lydhøre sangskriver, der kan være en helt fantastisk performer. Men Chan Marshall selv er alligevel ikke parat. Igen varer det nogle minutter, før hun fokuserer på en sang. Til den tid vil vi få mere, end vi havde turdet håbe på. Måske vil hun flænse et punknummer med begejstrede hyl. Men mere typisk vil hun sende sin ejendommelige gråblå molstemme igennem en erfaret kvindeblues. Cat Power vrider sin blues skæv og får den til at gynge slæbende langsomt. Hendes blues lyder, som om hun har hentet den i en muddertung mose, hvor også Robert Johnson og Bob Dylan har været. Når man først er der, er det næsten menneskeligt uoverkommeligt at hive sig selv op. Den kendsgerning er universel. Cat Powers formidling af den er helt speciel. Når hun er bedst, formidler hun sorg og svigt og savn så sårbart og stærkt, at udtrykket bliver ualmindelig godt. Det ved også nogle af hendes mere kendte kollegaer. Hun har Sonic Youths bevågenhed. To af musikerne på hendes nye og helhjertet anbefalelsesværdige album 'You Are Free' er Eddie Vedder fra Pearl Jam og Dave Grohl fra Foo Fighters. Men som aftenen i Lille Vega skrider frem, bliver pauserne i musikken længere, og den sky solists skridt mere usikre. Allerede i begyndelsen af koncerten tog hun lange tilløb mellem sangene. Hun røg en halv smøg og gav resten til en fan. Hun fortalte anekdoter, og på et tidspunkt fik hun demonstreret publikums hengivenhed, da hun bad os om at sætte os på gulvet. Og vi gjorde det. »Alle, der har lyst til at gå, bør gå nu. Det bliver meget værre senere«, advarede Chan Marshall leende, hvorefter hun tog endnu en slurk af sin scenekammerat, Jack Daniels. Sådan cirka halvanden times tid inde i koncerten er Jack ved at være tom. Og Chan Marshall er fuld. Hun kan stadig synge, da hun sætter sig på gulvet mellem sine fans med mikrofonen. Men hun er ude af balance, mens hun gør det, og det er efter min mening et mere sølle end sejt syn. For hvis der er noget, rockscenen ikke har brug for, så er det at se endnu et stortalent drukne i selvdestruktivitet og præstationspres. Det er Cat Power alt for værdifuld til som kunstner og som menneske. Og det ligner ikke Katte Magt. Det ligner Katte Afmagt.