Bruce Springsteen. Ham er tiden da vist for længst løbet fra? De 45.000, der maser på for at komme i Parken, har bare ikke opdaget det endnu. I et svagt øjeblik lørdag eftermiddag havde jeg fået bildt mig ind, at en koncert med Springsteen bare kunne være endnu en aften på kontoret. Vinder hver gang Men nej. Springsteen får mig næsten hver gang. I hvert fald når han er i selskab med The E Street Band. Uden overraskelser gemt i ærmet. Uden oppustede dyr, festfyrværkeri og laserlys. Grundstammen af sange er som oftest nogenlunde den samme, og hvis der er én ting, man kan være sikker på i denne verden, så er det, at E Street Band ikke har skiftet spillestil siden i forgårs. Levende musik Han tager fusen på mig igen. Koncerten er kun få sekunder gammel, før jeg husker hvorfor. Fordi Bruce Springsteen hver evig eneste aften får overbevist sig selv og alle andre omkring ham om, at dette - denne rockkoncerts her og nu - er stedet, hvor musikken lever. Uanset hvad Tidsånden så ellers løber rundt og bilder sig ind. Koncerten i Parken er ikke mange øjeblikke gammel, før Springsteen har gjort det igen. Solo på scenen introducerer han sig med en ind til benet-skrabet sang om at være født i USA. Vilje og intensitet stråler fra manden med bakkenbarterne og ringen i øret. Ægte kneb Det er et kneb, men det er et ægte kneb. Sådan trykker man 45.000 på næven på én gang, samtidig med at man griber dem om hjertet. Få øjeblikke senere kan det med E Street Band blive 'from all of us to all of you', men først skal båndet knyttes til hver enkelt med en sang, der både er en udfordring og en udstrakt hånd. Det er mere end en formalitet. Meget mere. Springsteen er før blevet sammenlignet med en prædikant, men billedet af Springsteen som lægprædikant i rockmusikkens profane kirkerum har aldrig været mere rammende end nu. Springsteen laver en joke ud af det, da han senere præsenterer medlemmerne af E Street Band, som var han gospelprædikant i færd med at prise Jesusmandens talløse fortræffeligheder. Invielsen af et fællesrum Men som kommunikationskunst er det alt andet end en joke. Han indvier et fællesrum, der i tre timer giver mening. Ligesom E Street Band er mere end en partymaskine, er Springsteen mere end en performer. Vist er det i dén grad underholdning - et rock'n'soul revue i højeste gear - men det er også meget mere. Det er en gensidig bekræftelse af troen på musikken som en kraft, der kan opløfte sjælen, forbinde verden og da i al fald for pokker forløse en fyraften efter fem hårde dage på jobbet. Generøsitet har altid præget Springsteens koncerter. Publikum forventer og får lange og veloplagte koncerter. Mindre kan simpelthen ikke gøre det. Arbejdsmandens etik Rockens arbejdsmand har arbejdsmandens etik. Det kan man selvfølgelig godt føle udgør en hvis form for forudsigelighed. Men så er det, fordi det pr. definition er forudsigeligt at være en, der lever op til forventninger snarere end at være den, der tillader sig at skuffe. Springsteen skuffer ikke. Men han leverer heller ikke bare varen. Igen formår han at trænge igennem sin egen rutine og trækker sig selv, sit publikum og sit orkester frem til endnu en enestående aften. Rundt om kernen af træfsikre klassikere får de mørke, bønfaldende sange fra comeback-albummet 'The Rising' et andet og bedre liv på scenen, hvor Springsteen i forhold til cd'en har helt andre muligheder for at skifte tonefald. Musikkens livsglæde Men alligevel: Det er ikke de mørke sanges aften. Springsteen følte sig kunstnerisk kaldet til at besvare de tumultariske følelser efter 11. september, men efterhånden, som aftenen skrider frem, tegner sig et overraskende billede. Det er, som om han har besluttet sig for, at det eneste passende svar på anslagene fra mørkets magter ikke er patriotisk bragesnak eller politiske udsagn, men tværtimod at mønstre musikkens livsglæde i al sin pragt. Mærket og gråsprængt rutine Little Steven, Nils Lofgren, Garry Tallent. Ældre er de blevet. Mærkede og gråsprængte. Saxofonisten Clarence Clemons ligner efterhånden en mystisk gudestøtte, og hans honkende guldhorn lyder mere end nogensinde som en hyldest til den maskuline musiks virilitet.¨ Den fabelagtigt velspillende centralmagt i bandet, trommeslageren Max Weinberg, ligner en bebrillet manager snarere end en janitshar. Men uanset hvad de ligner, så udøver de med samme begejstring og ekspertise deres glødende håndværk. Violinisten Soozie Tyrell giver helheden en ny accent, og da først den miserable lyd begynder at rette sig, træder stadig flere detaljer frem i det saftige apparatur, der er E Street Band. Oplagt til narrestreger Og Springsteen? Vist er der spor af slitage, men glimtet i de brune øjne tilhører en 20-årig oplagt til narrestreger. Hvilket er, hvad den halvthundredårige familiefar overbevisende forvandler sig til, da koncerten efter to timer bliver hakket op i et gear, hvor næsten alt handler om fest og glæde. At se en midaldrende mand té sig som en sprælsk teenager virker forbløffende nok ikke på nogen måde patetisk. Med overbevisning Ganske simpelthen fordi denne uforbeholdne drengede kærlighedserklæring til musikken ikke står i noget modsætningsforhold til den modne mands mere alvorlige temaer. 'Prove It All Night' er ikke en kærlighedserklæring, der kan aftvinges nye fortolkningsmuligheder. Den kræver bare overbevisning. Den har Springsteen. Sange som 'Promised Land', 'Point Blank' og 'Badlands' har måske ikke længere samme resonans som levende moderne amerikansk mytologi. Men i det tidløse rum, hvor klassikerne lever, synger Springsteen dem med lige så stor overbevisning som nogensinde. Han sparer på intet for at trække de nyere sange op på niveau. 'Waiting On A Sunny Day' bliver hævet til fællessang og afsluttet med, at helten hænger i mikrofonstativet med hovedet nedad, inden han på knæene kurer hen over scenegulvet i en hyldest til Clemons i fuld solovigør. Rollen som prædikant er på nippet til at blive omklamrende på 'Into The Fire' med dens gentagne påkaldelser af tro, håb, kærlighed og styrke. Det er den form for patos, prædikant Springsteen skal vare sig for. Som prædikant skal han piske musikken fremad og forsamlingen op til dåd. Men salvelsesfuld salmedigter er en rolle, han skal holde sig fra. Det er i fortællingerne om rigtige menneskers egne ord og i de personligt udmøntede mytologier, Springsteen har sin styrke. Derfor virker 'My City Of Ruins' afgørende bedre blandt de nye. Han nyder det Ordet skal blive til musik. Så kødfuldt og kogende som den fyraften, der hyldes i 'Out In The Street'. Og Bruce Springsteen og hans hårdtarbejdende E Street Band ligner jo ikke folk på job. De ligner folk, der lige har fået fri og nu boltrer sig med det, de har allermest lyst til. Bruce ruller med øjnene og charmer. Fru Patti smiler polisk. Det tror pokker - hver gang et 'little darling' optræder i en sang, fokuserer kameraet uvægerligt på hende! Hvor Springsteens kæmpekoncerter tidligere kunne have karakter af styrketræning, ligner dette simpelthen det musikalske sindbillede på en mand, der tillader sig at nyde musikken i fulde drag. Mere end nogensinde. Mens han endnu kan. Mere moden og mere evigung kan man ikke blive. På sin egen jordnære facon er Springsteen en stor kunstner, hvis vigtigste kunstneriske udtryk er rockkoncerten. Halleluja! Simpelthen Hans særlige geni er hver gang at kunne genopfinde og genkalde glæden i musikken. Halleluja! Simpelthen. For er det ikke lidt af et mirakel at få et halvt hundrede tusind velklædte sommerdanskere til at brøle »Tramps like us, Baby, we were born to run!«. Sommerlandets vilde vagabonder. Jo, forestillingskraften i Springsteens univers er intakt. Det musikalske befrielsesbudskab virker så tiltrængt som nogensinde. På en måde mere radikalt end tidligere, fordi det er et budskab baseret på varme, fællesskab og kvalitet. Tiden er for længst løbet fra Springsteen. Men minsandten om ikke han har indhentet den igen!