I ti år har den karismatiske tyske skuespiller Dominique Horwitz rejst Europa rundt med sit show 'The Best of Dreigroschenoper', tidstypiske rytmiske opdateringer af Kurt Weills sange til Brechts 'Laser og pjalter'. Fredag kom han med sine tre musikere til Det Kgl. Bibliotek i København, og det er oprigtig svært at se, at 'The Best of' nogensinde skulle have provokeret nogen. Showet, der er blevet restaureret og 'moderniseret' gentagne gange over den halve snes år, bl.a. for ganske nylig, er en lidt træt affære, der håber at overleve på sin luvslidte charme snarere end på sin radikale fordring, for nu at stille det lidt grelt op. Når det er sagt, er Horwitz en sikker stilist, hvis stemme ikke brillerer med formel kunnen, men i sin udtryksdybde og sin artikulation - hele natten prøvede jeg at rulle mine tyske r'er helt nede i struben, som Horwitz gør det så blæret! Sangene vokser ud af den lille gebrækkelige mand midt i det grå lys, og selv om jeg ikke vil påstå, at de kom så meget som et teske- endsige da noget spadestik længere ned i teksternes urdyb, var de dog ganske effektive i deres blanding af punk, funk og chanson, Lou Reed og John Cale. Hvis ikke det var for sangerens koketteri og den lovligt indstuderede kækhed musikerne imellem, havde det måske virket stærkere. 'Kanonen-Song' fik en hvinende, marcherende, skærende kant, mens der blev flirtet lidt rigeligt med 'Mackie Messer' som popomkvæd: »Und der Haifisch, der hat Zähne / und die trägt er im Gesicht / und Macheath, der hat ein Messer / doch der Messer sieht man nicht«. michael.bo@pol.dk