Det kan være svært at leve op til fordums store bedrifter. En kendsgerning, som man måtte sande, da Fredrik Lundin Overdrive præsenterede sit nye projekt, nemlig en række melodier, som folkesangeren og guitaristen Huddy Ledbetter, mere kendt som Lead Belly, var ophavsmand til. En legendarisk skikkelse - blandt andet dømt for mord - der levede fra cirka 1885 til 1949 og ikke blot optrådte med blues og worksongs, men som frem for alt vil blive husket for sin sang 'Goodnight Irene'. På forhånd lød det spændende. Og det var heller ikke kedeligt. Tværtimod var der kul på fra de første takter i 'Take This Hammer', der indledte aftenen. Og sådan fortsatte det igennem første sæt. Kraftfuldt ensemblespil med den enlige trompet, de fire basuner og Lundin selv på tenor- og sopransaxofon samt fløjte i front, og piano/keyboard, guitar, bas samt to trommeslagere til at skubbe på. Stærke soloindsatser af Lundin, Henrik Gunde (klaver/keyboard) og Krister Jonsson, mere ordinære af Mia Engsager (basun) og den nye trompetist, der har afløst Gunnar Halle. Indimellem en version af Lead Bellys 'Black Girl, Where Did You Sleep Last Night' i sejt swingende trefjerdelstakt, mens sættet afsluttedes med Lundins egen 'Bål og brand', som Charles Mingus ville have nikket anerkendende til. Jo, det var bestemt medrivende. Men ikke helt med den samme musikalske finesse og det originale greb, med hvilket Lundin tidligere har formået at smelte fortid og nutid sammen, når man tog i betragtning, hvilken musik Lundin i foråret 2001 havde skabt med en - for flertallet af musikernes vedkommende - identisk gruppe. Som den også er dokumenteret på cd'en 'Choose Your Boots', der praktisk taget uden konkurrence fra anden side i sin tid blev kåret til Årets Jazzudgivelse. Skulle man have været i tvivl om det, så blev den vejret bort efter pausen. For da fik vi netop et par prøver på musikken fra dengang. Først 'Beauty and the Only Slight Less Handsome', en genistreg i sin strukturelle og melodiske egenart og bittersøde emotionelle forførelseskunst. Og senere rent ud besættende udgaver af 'Those Were Happy Days' og 'On the Road to Anywhere', hvor basunisten Peter Dalgren langt om længe kom til orde som den fabelagtige solist, han er. Men ret skal være ret. For også 'Goodnight Irene' blev til et af aftenens højdepunkter med Lundin og Dalgren i begivenhedernes centrum.