Siden han for alvor - efter bruddet med bandet Them - trådte i karakter som solist i slutningen af 1960'erne med hits som 'Brown Eyed Girl' og 'Gloria' samt mesterlige album som 'Astral Weeks' og 'Moondance', har Van Morrison turneret. Og med særdeles jævne mellemrum lagt turen omkring Danmark, hvor han har et stort og trofast publikum. Hans udtryk har gennem årene ændret sig gradvist. Ikke i sin substans, der altid har været en egenartet blanding af soul, folkemusik, jazz og pop. Men i forholdet mellem de forskellige ingredienser i musikken. For tiden vægter den efterhånden 58-årige irer jazzelementet ret tungt, hvilket den seneste cd, 'What's Wrong With This Picture' fra oktober sidste år, er et håndfast og stilsikkert udtryk for. Og koncerten i Tivoli fredag aften bekræftede, at Van Morrison anno begyndelsen af det 21. århundrede er Van the Jazz Man, som ud over at synge også spiller en - hvis man er venlig - habil altsaxofon og poserer som streng bandleder, der myndigt irettesætter sine musikere, når ikke de makker helt ret. Hvilket bandets egentlige saxofonist fik at føle, da han hen mod slutningen af koncerten i kådhed greb den store barytonsaxofon i stedet for den sopransax, arrangementet formentlig foreskrev. Inden han nåede så meget som et enkelt trut i hornet, var dirigent Morrison efter ham med en fremtoning som en brysk latinlærerinde; og det unge menneske måtte i hast efterkomme irettesættelsen og tage sopranen, som blev betjent, mens barytonen stadig hang tyngende om hans hals. Man gør, som der bliver sagt i det orkester. Og der er slet ingen tvivl om, at det er Van Morrison og hans band. Arrangementet gik prisværdigt rettidigt i gang cirka klokken 20.05. Orkesteret lagde ud i den solide og sejt swingende stil, de holdt koncerten igennem - og så entrede hovedpersonen scenen, som sædvanlig klædt i et dårligt siddende sæt tøj, den karakteristiske sorte hat og de grimme solbriller, han så vidt vides ikke er set uden i de seneste mange, mange år. Der blev lagt ud med materiale fra den seneste cd. Sangene blev - ligeledes traditionen tro - leveret uden snakkesalige introduktioner eller for den sags skyld ophold. Meget stilsikkert, meget professionelt, men også en lille smule anonymt. Musikerne var dygtige og leverede kompetent modspil til Morrisons sang og skiftevise bidrag på sax, guitar og mundharmonika. At Van Morrison er en af de helt store vokalister i nyere tid, turde være hinsides enhver form for diskussion. Han synger fantastisk, basta. Om så han gav et af de svagere indslag fra 'De små synger', ville det stadig lyde forrygende. Og alene af den grund er han altid værd at høre. Sådan var det også i Tivoli. Men man savnede de stunder, hvor hans stemme brød igennem en massiv stilhed og fik de små hår til at rejse sig i nakken og på armene. Fordi der ingen stilhed var at bryde på grund af det lounge-agtige musikalske set-up, maestroen havde valgt som underlag. Stemmen fik aldrig for alvor plads til at stå alene. Og måske indbyder det nye materiale heller ikke i samme grad til det som især tingene fra hans mere spirituelle periode i 1980'erne. Morrison har aldrig været typen, der gav maratonkoncerter a la Grateful Dead eller Bruce Springsteen. Så da der var gået en god times tid, var de fleste klar over, at nu skulle vi i gang med afslutningen og høre de gamle hit. Ligthertændingsklassikeren 'Have I Told You Lately That I Love You' blev leveret i en tight uptempo-version, som var meget langt fra originalens hymniske åndedrag, og både 'Brown Eyed Girl' og 'It's All Over Now, Baby Blue' afhandlede Morrison uden for alvor at lægge for meget sjæl i dem. Han var langtfra så intens, som han kan være. Og desuden blev vi snydt for de 'danske' sange 'Cleaning Windows' og 'Vanloese Stairway' fra 'Beautiful Vision'-pladen; vidnesbyrdet om Morrisons tid i Vanløse med kæresten Ulla Munch. Og da der var gået næsten præcis halvanden time, sluttede showet med den legendariske 'Gloria' i en temmelig afmålt udgave. Hovedindtrykket var en professionel og velsyngende Van Morrison, som bare virkede uengageret. Om det har noget at gøre med, at Morrison efter sigende er gået på vandvognen, er ikke til at sige. Men det var altså en forholdsvis tør oplevelse. Sådan lidt business as usual. Imidlertid er Van Morrison på en middelmådig dag stadig klasser over de fleste andre.