Hvis man har fulgt pianisten Brad Mehldaus karriere fra begyndelsen, så vil man vide, at han oprindelig markerede sig med et ligefremt, friskt swingende spil, der kunne slægte Wynton Kellys på. Senere blev Keith Jarrett en slags ledestjerne for ham, om end Mehldau samtidig bestræbte sig på at skabe sig sit eget musikalske ståsted. Og som vi har hørt ham gennem de senere år, må man sige, at det er lykkedes for ham. Spørgsmålet er så: Hvilket ståsted? Eller, skulle man snarere sige, hvilke ståsteder? For sagen er jo den, at Mehldau har optrådt som noget af en forvandlingskunstner, der har forsøgt sig inden for adskillige af de genrer og stilistiske strømninger, som tilsammen udgør musikkens univers. Således kunne han også vise sig fra en ny side ved torsdagens koncert i Copenhagen JazzHouse, som sædvanligt ledsaget af bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Jorge Rossy. Det var ikke bare det, at Mehldau åbnede koncerten med en Thelonious Monk-komposition, 'Off Minor'. Men det var også måden, han gjorde det på. Ved at fastholde det samme, i lettere grad dissonante udtryk gennem hele det lille kvarters tid, numret varede. Det var nok i overkanten, men stort set bød det på fortræffeligt spil. Samme konsekvens prægede næste indslag, Cole Porters 'I Concentrate On You'. Fremført med et udmejslet anslag, hvor ingen tone fik lov til at synge ud, og en hængende frasering, der spændte pulsen til det yderste - og indimellem tilmed ud over det. Til at begynde med var det fascinerende. Senere oplevede jeg det som frustrerende, for jeg fandt ingen forløsning i musikken. Det, som Mehldau foretog sig her, var så kolossalt villet, tangerende det udspekulerede. Men, indrømmet, bestemt også styret med åbenbar musikalsk intelligens og farvet af en betydelig autoritet. Og det var betegnende for hele aftenens forløb. For den metodik, som Mehldau anvendte i 'Off Minor' og 'I Concentrate On You', gentog han senere i hhv. Cole Porters 'You Do Something To Me' (med mindre held) og Burt Bacharachs 'Alfie'. Der bestod en flydende grænse mellem det spontane og det alt for beregnende, mellem de lysende øjeblikke, hvor Mehldaus ubestridelige musikalitet slog ud i fuldt flor, og de passager, hvor det fortænkte og manierede gjorde sig gældende. Og i sidstnævnte forbindelse gjorde det ikke sagen bedre, at flere numre var så umanerligt lange, at afslutningen nærmest føltes som en befrielse.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
To radikale ministre går på orlov fra Folketinget
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
Professor: Det ligner forberedelse til dommedag
-
Er det en joke?
-
En hel generation blev frarøvet sine ritualer og endte med at føle sig hjemme i det fremmede. Ny film er det ultimative udtryk for deres mentale tilstand
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Guide
Klumme af Kim Skotte
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























