En opgave kangodt være bunden og alligevel løses med overbevisende resultat. Således med den første af de vederlagsfri koncerter, den danske violinstjerne Nikolaj Znaider i weekenden gav i Operaen. Nogle vil huske Znaiders nødråb i medierne, da han for et par år siden mistede sit daværende klasseinstrument. En ny violin i luksusligaen var påkrævet. Tre danske fonde har i mellemtiden løst problemet for Znaider i samarbejde med Det Kgl. Teater, idet violinisten nu låner en Stradivarius indkøbt med fondspenge til teatret og udlånt til Znaider i en periode på syv år. Prisen er, at Znaider skal styrke vækstlaget i dansk musik ved at give mesterklasser på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Desuden skal han give en årlig vederlagsfri koncert i Det Kgl. Teaters regi. Første koncert bød på et ambitiøst sonateprogram, og jo mere romantisk musikken blev, jo mere overbevisende lod den 30-årige violinist sin nye kærlighed, den såkaldte 'Ex Liebig'-Stradivarius fra 1704, synge. Mange strygere eksperimenterer i disse år med barokbue og tarmstrenge, men er der én, der aldrig nogensinde går den vej, så er det Nikolaj Znaider. Det kan vi vist roligt vædde et par flasker god årgangsvin på. Fylde og melodisk saft og kraft. Virtuos bravura og fuldfed historiefortælling, der går hele vejen. Dét er Znaiders varemærke, og han leverer varen med en sikkerhed, der hele tiden balancerer lige på kanten af arrogance. Når musikken er César Francks berømte violinsonate, er han helt i sit es. Med en mere end kompetent akkompagnatør bag ham blev det til en fortolkning så cremet, kraftfuld og uforfalsket romantisk, som man overhovedet kan drømme om. Et overraskende og utraditionelt valg til en sonateaften som tolvtonekunstneren Schönbergs sene 'Fantasi for violin og klaver' er skrevet med klar forrang til violinen, og igen fik Znaider al den fylde og varme, al den melodi og gestik frem, der overhovedet kan presses ud af partituret. Også den syvende af Beethovens ti violinsonater ligger til Znaiders højreben, men det var godt nok powerplay, der her blev budt på. Fuldblodsviolinsnak, så det ville noget. Sine stedermanglede der noget kammermusikalsk fingerspidsfornemmelse i sammenspillet med klaveret, som hos Beethoven er en jævnbyrdig partner for violinen. Og når Debussys sonate - endnu et sent værk fra en banebrydende komponist - stod på nodestativet, kom man helt i tvivl. Hvad ville Znaider egentlig fortælle os i så sart musik? Masser af spændende farver var der, hvilket i sig selv var imponerende. Men jeg savnede en kerne af overbevisning. Ekstranumrene skulle nærmest pines ud af den selvbevidste violinist. Men så var de til gengæld vidunderlige. To Heifetz-arrangementer, det ene af Gershwins 'It aint nescessarily so'. Større selvfølgelighed og overbevisningskraft trods så vanskelige noder skal man lede meget længe efter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
K-profil er lunken ved regeringens valg som ny formand for Folketinget
-
Regeringen indstiller usædvanlig kandidat til posten som Folketingets formand
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
En hel generation blev frarøvet sine ritualer og endte med at føle sig hjemme i det fremmede. Ny film er det ultimative udtryk for deres mentale tilstand
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
Høj på lattergas kørte han sin ven ihjel. Nu er dommen faldet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Lise Korsgaard
Olav Hesseldahl
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























