0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sjusket manicure

Leonard Slatkin på podiet kunne ikke præstere den nødvendige glød og intensitet i Tjajkovskij.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er ikke kun Mozart-år i år, det er også Sjostakovitj-år. 100-året for russerens fødsel, nærmere bestemt, og derfor en anledning til at tage noget karsk sovjetrussisk musik frem, man ellers ikke hører. Jeg taler om kantaten med den ubehagelige titel 'Stenka Rasins henrettelse'.

Egentlig en kantate for bas, men den erfarne baryton Sergej Leiferkus gav den en flot sikkerhed og en dikkedarløs, direkte alvor, som klædte den dramatiske beretning.

Hos Sjostakovitj bakkes solisten op af et solidt kor og et orkester, som ikke skyr hverken kirkeklokker, marchtrommer, hvasse messingdissonanser eller dystert strygermørke i fremmaningen af, hvad der skete russernes svar på Robin Hood, oprørslederen Stenka Rasin, i hans sidste minutter på vej til skafottet. En historisk beretning, der i andre hænder end Sjostakovitjs let kunne blive en patetisk omgang.

Leiferkus gjorde det imidlertid glimrende, men så er det også sagt. På podiet stod amerikanske Slatkin, og ligesom sidst, vi hørte ham, nemlig da Tivolis Koncertsal for nylig skulle genindvies efter renoveringen, og Mstislav Rostropovitj havde meldt afbud, var han intensitetsløs til et punkt, hvor det irriterede.

Hvorom alting er, ingen kravler ud på tynd is uden en sikkerhedsline, og da første del af koncerten havde fokuseret på ukendt Sjostakovitj og - i tilgift - tre sjældent hørte og ret matte folkesange af Rakhmaninov for enstemmigt kor og orkester, var anden del viet en sikker publikumstræffer: Tjajkovskijs tragiske 6. symfoni med tilnavnet 'Pathétique'.

Men det blev kun til sjusket manicure. Meget langt fra de glødende takter, som for eksempel en Valerij Gergjev kan præstere i denne romantisk-symfoniske apoteose af lidelse og tragedie.

Masser af overgange fik lov at stå uskarpe. I lyriske afsnit slappedes elastikken, og selv om sidste sats bød på trykbølger, der fremkaldte applaus, var helhedsoplevelsen middelmådig. Uanset hvor synligt den russiske orkestermusiker Alexander Zapolski sled i det nede mellem violinerne, blev det ikke en koncert at mindes.

Dirigenten hjalp ikke den behjertede indvandrer og resten af Radiosymfoniorkestret på en aften, der gjorde indtryk ved valget af et sjældent Sjostakovitjværk og en glimrende solist, men ikke kaldte på en geninvitation af dirigenten.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere