I 1978 spillede Bob Marley og The Wailers på Roskilde Festival. Onsdag kunne alle vi, der ikke lige kunne komme dengang, f.eks. fordi vi havde travlt med at pottetræne, høre hans yngste søn Damian i Store Vega. Damian Marley er stolt af sit fædrene ophav. Hans debutplade fra 1996 hed slet og ret 'Mr. Marley' og havde et billede af Bob med baby Damian i favnen på coveret. Marley juniors fjerde plade 'Welcome to Jamrock', har bredt kendskabet til 'Jr Gong' ud over hjemøen Jamaicas grænser. Det er især titelhittet 'Welcome to Jamrock', som er en hård politisk lussing til fattigdom og korruption på reggaeøen, der med sin blanding af klassisk reggae, den nye hårdere dancehall og hiphop har nået klubverdenens dansegulvet kloden rundt. Også her hjemme har det hastigt voksende reggaemiljø fået øjnene op for Damian Marley, og koncerten i Vega var blevet flyttet fra Lille til Store Vega. Det var dog et iøjnefaldende hvidt publikum, der var mødt op, hvilket nok hænger sammen med Damian Marleys ry som 'poppet' i garvede reggaefolks øjne. Damian gik på scenen med knyttede næver og kampråb om 'Rastafari' og 'Jamaica, Jamaica'. Med sig bragte han sin egen personlige flagsvinger, som med en ganske særligt udviklet teknik svingede et grøn/gul/rødt flag over sangerens hoved under hele koncerten. Det var lidt distraherende. Og også sært med den hypernationale stolthed som jamaicanere lider af, som af en eller anden grund er fuldt ud acceptabel. Tænk, hvis for eksempel danske Bikstok Røgsystem svang Dannebrog under en af deres koncerter? Allerede fra koncertens start var der musikalske brudstykker fra Marley Senior. F.eks. gik Damian på scenen til 'Jammin', han brugte farmands karakteristiske »uuh yeah«-råb og spillede hele Bob Marley-nummeret 'War'. Det stærkt politiske nummer om et raceopdelt samfund skrev Bob Marley i sin tid ud fra en tale, som rastafariernes religiøse gudeskikkelse, Haile Selassie, holdt i Etiopien. Det var sådan set fint nok. Men så fortsatte han over i sødsuppesangen 'Could You Be Loved', og så gik der rigtig efterskole og lejrbålsstemning i salen, der nød genkendeligheden. Det er da altid rart at synge med på Bob Marleys fantastiske musik, men Marley-medleyet kom til at fylde hele koncerten, fordi Damian Marley spillede en af fars sange, hver gang salen blev urolig. Og det var da ærgerligt, når nu 'Welcome to Jamrock' faktisk er en rigtig god (solo)plade. Det er svært at leve op til Bob Marley, og sønnikes konstante (mis)brug af arven fra farmand gjorde, at man som lytter kom til at måle og sammenligne de to generationer. Og der tabte Damian altså. Big time.