Faktisk begyndte jeg først for alvor at lytte igen - sådan hardcorelytte - et lovlig pænt stykke inde i koncerten, da Daniel Lanois over noget halalhippie- og noget 80'er-dagdrømmeri om en mexicansk pige pludselig lod sig føre ud i noget vokal raspen i det yderområde, han så dydsiret havde holdt sig fra indtil da. De seks-syv numre, der var gået forinden ved Lanois' Vegakoncert ('The Maker', 'The Messenger', hovedværket 'Sometimes' m.fl.) var solide afleveringer fra Lanois' uendelige sangbog af numre, han har skrevet til sig selv og andre over flere årtier. Knusende dygtigt, sundt musikerskab og nedenunder en håndfuld kompositioner, der er så velskrevne, at de knap nok kan gå galt og hver med sin nysseligt placerede guitarsolo, der - det viste sig jo - ikke kan varieres i det uendelige. Indtrykket blev ret ens, langt mere ens, end når man hver for sig hører de fire cd'er, Lanois har udgivet siden sin solistdebut i 1989. Både den forrige, 'Shine' (2003), og den, der kom før, 'For the Beauty of Wynona' (1993), spænder videre og fører os ud på langt mere esoteriske musikalske bølgegange end Vegakoncerten. Også debuten 'Arcadie' var rigt repræsenteret i programmet, mens den kommercielt noget dubiøse new age-udgivelse 'Belladonna' fra 2005 glimrede, så vidt jeg nåede at opfange, ved sit fravær. Der var, om jeg så må sige, dømt Neil Young for - og Neil Young bag. Det swingede og vuggede, og der blev riffet, og der var sejgang i bassen, men af dynamiske udsving var der sølle få. Det, der gør f.eks. 'Shine' til en så uafviselig lytteoplevelse, det, der gør, at man intet andet kan foretage sig, når man lytter til 'Shine', de stadig vekslende formater, det blide og det ekspressive i gensidigt forpligtende tvegang. Det lyder utaknemmeligt. For hvad er der galt med denne relativt simple guitar- og sydstatsbaserede rock & rul? Intet som helst, det er bare ikke her, Lanois er Kongen. Den gestaltning, Lanois havde valgt at besøge Danmark i, tiltalte nok mest publikummet i aldersgruppen 45+. Der var dømt 1980'erne på alle tangenter. Ikke på den postmoderne retrofacon, men ærligt, redeligt og troskyldigt. Som man stod der i et næsten fyldt Store Vega, røg 70'er- og 80'er-associationerne gennem hovedet på én: Little Steven, John Mellencamp, Joni Mitchell i hendes biodynamisk-indianske fase, Emmylou Harris, Steve Miller Band. Kraftwerk!, ville jeg have svoret. Og så de lidt uheldige associationer såsom Santana, da han fedede den på sine laurbær, ja sågar Toto. Med mange af navnene er sandheden jo ikke, at Lanois minder om dem, men at de har taget farve, ofte oven i købet identitet af samarbejdet med Lanois. Med den alt for lille session med sange, som Lanois fremførte alene med sin pedalsteelguitar, kom vi ud i folketonen og Nick Cave, og hvis ikke vi dér havde fået den geniale 'Collection of Marie Claire', tror jeg, at jeg havde skreget. Jeg var til gengæld tæt på at stønne over den overbroderede instrumentale intro til en sang, hvis adelsmærke er dens prunkløshed. Jeg beundrer den måde, som Daniel Lanois iscenesætter sine egne sange på - helt i kontrast til de proteinrige, plastiske lydlandskaber, der i perioder har defineret musikken af de mange koryfæer, Lanois har produceret for. Lanois' egne plader kan nærmest forekomme underproducerede, men den autentiske Lanoislyd fik vi en prøve på til allersidst i et ekstremt ufærdigt nummer, 'Do the Delaware', som holdet fremførte instrumentalt, når undtages et par forsøgsvise 'Da Doo Ron Ron'er, der gik over i den lige så ordknappe 'I Love You'. De to numre voksede og voksede i den karakteristiske forgrenede, fuldmodne Lanoisproducerstil, ulig noget han har produceret til sine egne cd'er, men med en flothed, der var besnærende. Jeg var glad for koncerten. Den var go'. Men var den ambitiøs nok? Levede den op til de løfter, Lanois' soloplader så rigt har givet gennem 17 år? Jeg syntes det ikke.