Dér står han så. Og stritter med alle sine 167 centimeter. De ser godt ud. Alle sammen. Måske kan grimassen hos manden med James Brown-masken ligefrem tolkes som et smil. Hvad smiler han mon af? Den på alle måder varme hyldest fra den ydmyge skare, der er forsamlet i menigheden hos The Godfather Of Soul denne søndag aften, mens det trækker op til torden, regn og renselse udenfor? Eller er han bare lykkelig over, at musikken og manden endelig kan få lov at tale, nu da alle myterne, anekdoterne og analyserne i medierne må vige for realiteterne? Vi ved det ikke. Ikke endnu. Men første nummer, 'Make It Funky', kunne være en helt plausibel grund til et smil så bredt som flodbølgen af sved i Amager Bio. I sit turkis jakkesæt, der ligner en gallauniform fra Tivoligarden, sætter han sangen i gang ved at presse sin hofte frem i et forbløffende elegant vrid inde bag det brede mavebælte. Han er 73 år. Har oplevet det hele. Mange gange. Alligevel står han her foran blot 1.000 lykkelige sjæle, der ved tilfældets gunst er kommet tæt på legenden for små 400 kroner. Vi vil have lidt af historien, lidt af magien, lidt af den musikalske urkraft. Men hvad er det, han vil her? Vise os, at han stadig kan svirpe mikrofonstativet fra sig og hale det tilbage i ledningen i samme bevægelse? At han faktisk stadig har et imponerende hurtigt fodskifte, når han ælter sin lille krop rundt i en form for dans? Og at den rå vokal stadig er effektiv, om end lettere rusten? Måske er han tilfreds, hvis han bare kan få finindstillet sin musikalske maskine? I hvert fald står manden med James Brown-masken og den hjelmlignende frisure, der må have inspireret bedstemødre nord for Gibraltar i årtier, det meste af tiden med ryggen til sit publikum. Mens han peger fingre, gestikulerer og vrisser lidt ad sine 14 musikere, der alle holder blikket stift rettet mod dirigenten. Ikke uden en vis nervøsitet, fornemmer man. I det musikalske galehus, manden i det turkis sæt er chef for, falder skideballerne nemlig i fuld offentlighed. Derfor er det ikke så underligt, at de ellers effektive rundgange er lidt stive i det fine betræk her i starten. Med to guitarister, to bassister, to slagtøjsspillere, tre blæsere og tre fuldvoksne korkvinder i besætningen er det måske også bare lidt svært at kile sig ind og få plads. Der er meget af det hele, men nerven har vi ikke fundet endnu. Det gør vi med den inderlige ballade 'Try Me', som chefen selv nyder i en kinddans med en af sine korkvinder. Inden han lader 'Papa's Got A Brand New Bag' fyre op under sig selv og os andre. Balladen 'Prisoner Of Love' gløder som et nyforelsket par i den næsten vulgært lumre nat, og 'Super Bad' får næsten alle tandhjul i bandet til at falde i hak. Men ikke helt. »The fellows« må, forklarer chefen, ud på en instrumental ekskursion for at være helt varme. Tempoet stiger, man kan grille pølser på hornene, og strengene sprænger på guitarerne. Nu er vi lige ved at være der, fornemmer vi. Da James Brown brøler »It's a man's woooooorld« som den endelig kapitulation fra et skamskudt rovdyr, falder masken endelig. Vi er i fortabelsens time, og nu ved vi, hvad det er, han vil. Midt i 'It's A Man's, Man's Man's World' får dirigent Brown igen sit band dæmpet ned, og han taler til os. Om krigene overalt i verden - Afghanistan, Bosnien, Irak, Syrien og Libanon. Med tv-billederne af børnelig fra landsbyen Qana i Libanon i alt for frisk erindring mærker jeg en dunderklump i min hals forvandle sig til lumske tårer i øjnene. »Vi ser det på tv hele tiden. Vi har set børn lide og blive slået ihjel. Det er frygteligt og forkert. Uanset hvad har de den samme ret til at leve som dig og mig. Vi må stoppe det her, vi må forandre denne verden«, messer fader Brown ud over den menighed, hvori enkelte formaster sig til at sludre lidt for højlydt. »Shut up«, lyder urbrølet straks fra scenen. Og prædikanten fortæller, at han har løsningen: kærlighed. James Brown synker i knæ på scenekanten og brummer sig atter ind i sit omkvæd om verdens hersker, manden. Inden han pludselig lader et skrig flænse den fugtige hede: »He's lost!«. Skriget kommer tre gange, inden Brown bønfalder højere magter om at lede kloden og menneskene på rette vej igen. Så er vider. Der, hvor vi kan se os selv og fortabe os. I nuet, musikken og verden omkring os. Vi skal bare lige ryste alt af os med en veloplagt struttende version af 'I Feel Good' og et langstrakt triumftog gennem 'Get Up (I Fell Like Being A) Sexmachine' med James Brown i hans karakteristiske løbedans sammen med sine to danserinder, klædt i hotpants med chefens initialer på ballerne. En vital veteran, der for længst har sendt sig selv og sin musik i retning af Las Vegas og den udvendige underholdning. En ældre herre, der for længst har fået og udstået sin straf. Men også en musikernes musiker, der ved, at det hele kan være ligegyldigt, hvis det ikke hæver sig over både rutine og legende, så vi alle bliver suget op og med. Det helt store tordenskrald lod vente nogle timer på sig. Ikke desto mindre var der i den grad noget i luften over Amager denne søndag. En salig blanding af syndsforladelse, sex og spiritualitet. Vi kan jo kalde det soul.