»Den tager vi lige igen«. Hun hæver sin venstre hånd og knuger den sammen, imens musikken, der lige var begyndt, dør ud øjeblikkeligt.
Fallulah er en bestemt dame. Så når hendes nye backingband kommer skævt ind på en sang fra allerførste anslag, er der ingen kære hovedperson.
Hun lukker af og beder dem starte forfra. »Vi er nødt til at gøre det rigtigt«, siger hun, da introen til sangen ’Hurricane’ kikser. Og som sagt så gjort.
LÆS OGSÅ Man skal ikke fucke med Fallulah
For Fallulah er perfektionist. I hvert fald når hun er ’in character’ som sit alter ego og ikke bare lyder sit borgerlige navn Maria Apetri.
Det er en styrke, når hun stopper en sang, før den er kommet i gang, for at begynde forfra, også selv om det for publikum kan give følelsen af at stå af i Roskilde.
Hun er ikke så bange for at famle lidt, hvis det bare ender rigtigt. Problemet var bare, at selv om det lykkedes med ’Hurricane’, var det store billede mere slingrende.
Mod og dumdristighed
Nok lever benævnte perfektionisme i absolut bedste velgående på Fallulahs to plader – senest den glimrende ’Escapism’, der udkom tidligere på året.
Her er samfulde 13 sange gennemarbejdet ned til mindste detalje. Og måske er det netop derfor, det stadig virker, som om Fallulah mangler at finde den gyldne formel for, hvad der fungerer for hendes musik, når hun optræder live.
Og det til trods for, at sangerinden er udstyret med en udstråling som en tornado svøbt i juletræslametta.
Hun er absolut forrygende at se på live, og hendes vokal er stærk og fuld af firspring og ornamenter. Alligevel var det, som om der manglede noget.
Det stod navnlig klart på sange som ’Bridges’ og ’I Lay My Head’, to af Fallulahs største hit, der begge faldt i koncertens første halvdel.
Hvilket kræver både mod og dumdristighed. Men det har hun heldigvis.
Mere ærgerligt var det at konstatere, at især gennembrudshittet ’I Lay My Head’ ikke havde den samme letbenede charme, som albumversionen bæres frem af.
Nok var det både charmerende og effektivt, da hun sluttelig fik hele Store Vega til at fløjte a capella med på temaet fra ’Bridges’, men det rykkede ikke ved, at jeg savnede albumversionernes ukuelige skævhed, som i begge tilfælde var erstattet af et sært gumpetungt akkompagnement.
Kostumeskift
Samme skæbne led den ellers meget fine ballade ’Give Us A Little Love’.
Denne gang var det dog ikke arrangementet af sangen, der var synderen. Det var derimod Fallulah selv, der for en sjælden gangs skyld ikke ramte tonen rent.
For lige på denne sang er versets hårdnakkede monotoni i sagens natur svær at trylle om til magi, når man kommer i gang på den forkerte tone. Og det gjorde hun.
Det var sangene fra den mere bearbejdede ’Escapism’, der fungerede bedst.
Måske fordi forskellen på lyden af de to plader simpelt hen har været for forskellige, til at de for alvor kunne forenes på scenen.
Men det er en udfordring, man må forventes at kunne løfte, når man er en sangerinde i Fallulahs liga.
Når man skifter kjole tre gange på halvanden time, skal musikken kunne matche de store armbevægelser. Ellers ender kostumeskiftene med at ligne pynten på en kage, der ville smage bedre uden lir.
Trådte i karakter
Til gengæld var det en stor fornøjelse at høre mere afdæmpede sange som ’Graveyard of Love’ og ’Come Into My Heart’ folde sig meget fornemt ud.
Og det selv om det ellers fortsat er uptempo-numrene og deres fandenivoldskhed, der er Fallulahs store styrke.
Der er få, der kan kanalisere den styrke, hun kan, bevæbnet med ikke meget andet end en tamburin og en gang headbanging.
Derfor var det en skam, at den ellers veldrejede ’Superfishyality’ blev leveret med en underlig dvask indsats fra backingbandet, der sugede alt liv ud af sangen ved at lade den gå i et langsommere tempo end normalt.
LÆS OGSÅ Maria fra Amager fandt modet i et nyt navn
Forskellen var ikke så markant. Men den var stor nok til, at det lød, som om sangen var ved at falde fra hinanden, fordi den simpelt hen gik for langsomt.
Bedre gik det på det herligt småneurotiske hit ’Out of It’, der sammen med en skøn helvedesridtversion af ’Escapism’ rundede aftenen af.
Det var her, Fallulah for alvor trådte i karakter og fik stædighed og perfektionisme til at danse sammen uden at træde hinanden over tæerne imens.
fortsæt med at læse
