Lyt til artiklen
Man kan næsten ikke andet end at beundre den fri jazz’ mest konsekvente udøvere, altså dem, der aften efter aften begynder helt forfra uden at have andet udgangspunkt end deres musikerskab og øjeblikkets indfald. For hvor er det dog modigt stedse at udfordre sig selv og dermed også genopfinde ikke bare sig selv, men nærmest musikken igen og igen.
Der er intet sikkerhedsnet i form af en blues i B, ingen ’Down By The Riverside’, ingen ’I Love Paris in the Springtime’: Der er kun fantasien, instrumenterne, kollegerne og publikum. Det må være som at stirre ned i en afgrund, der stirrer tilbage.
