Det er ikke hver dag, at den endeløse række af grå turistbusser ved DGI-byen bliver brudt af en farverig festbus med hippiedekorationer og indbygget dansegulv.
Sådan var det imidlertid, da indiepop-bandet The Holiday Show i dag vinkede farvel til København og satte kursen mod årets Roskilde Festival sammen med en håndfuld fans.
Det er tredje år i træk, at orkestret har tilbudt at give deres mailingliste et lift til festivalen, og festerne ombord på den festklædte bus er efterhånden legendariske, fortæller trommeslager i The Holiday Show, Mads Rønbjerg.
»En psyko-fed stemning«
»Der er en psyko-fed stemning på bussen. Vi har bar, dansegulv og en masse øl, og folk er helt vildt oppe og ringe over, at de skal på festival«, siger han og knapper årets første festivaløl op. Nu kan festen begynde.
Bussen, som har i år har navnet Your Time og tidligere har været omdrejningspunktet for et par vilde Distortion-fester, er i dagens anledning lastet med alt det, der skal til for at kickstarte en fed fest - øl, musik, flæskestegssandwich og et hav af multifarvede balloner.
Midt i bussen er der indrettet et dansegulv, musikken pumper ud af højttalerne og i et sofahjørne er en gruppe piger ved at lære hinanden at kende.
I øjenhøjde
Idéen til den rullende fest er opstået, fordi medlemmerne i The Holiday Show gerne ville møde deres fans.
Modsat andre bands, det forsvinder ud i backstage-lokalet, så snart sidste strofe er sunget, sætter Mads Rønbjerg og hans kolleger en ære i at være i øjenhøjde med dem, der lytter til deres musik.
»Vi gider ikke at være et af de der højrøvede bands. Det er vigtigt, at man taler lige med hinanden«, siger Mads Rønbjerg, der sammen med resten af The Holiday Show senere på sommeren på ny inviterer mailinglisten med på ekskursion - denne gang til en ødegård i Sverige.
Havde ikke penge til toget
En af de fans, der skal køre med The Holiday Show til Roskilde, er Andreas Christensen. Han var også med på turen sidste år og havde en »helt vildt fed« tur.
»Der er masser af øl, og stemningen er fed. Og så jeg havde ikke penge til toget«, siger han, inden han smider rygsæk og sovepose i bagagerummet og forsvinder ind i festbussen sammen med sine venner.
En halvtredser tur/retur
Og The Holiday Shows tilbud er da også noget billigere end en alle-zoners billet til Roskilde. En flad halvtredser koster det at blive fragtet til Roskilde, og så bliver man endda også kørt tilbage til København, når festivalen er slut.
The Holiday Show underskrev tidligere på måneden kontrakt med indie-selskabet Slow Shark Records og er nu i gang med indspilningerne til deres debutplade. Den ventes på gaden i efteråret.
Først gælder det dog en uges improviseret fest på en mark uden for Roskilde. Og skal man dømme efter humøret i bussen, tyder meget på, at festen for længst er begyndt.
»Skåååål!«.
fortsæt med at læse


























