Der er ikke langt mellem både hashrygerne og hashsælgerne på årets Roskilde Festival.
I kombination med duften af urin, støv og madboder blander den sødlige duft af hash sig i luften, og både i lejre og ved de åbne områder er der mange tilbud om at købe joints. Tirsdag var 19 festivalgæster sigtet for at overtræde narkotikalovgivningen ved at besidde eller ryge hash. »Vi har taget folk med et par gram og op til cirka 30 gram. Der er nul tolerance over for hash til eget forbrug, men vi tager mest fat i dem, der åbenlyst gør det ved pladserne. Vi går ikke ind og tømmer lommer på dem, der for eksempel sidder og ryger i teltet«, siger afviklingsleder hos politiet på festivalpladsen Per Heide Sørensen.




























