12 timers tung bas om dagen.
Sådan ser situationen ud ved badesøen i Roskilde Festivals campingområde East.
Her holder det københavnske fest-kollektiv OHOI til, og gennem hele dagen i går kickstartede de opvarmningsfesten til selve festivalen med et gigantisk rave.
Blandt andre navne som Unity Hi-Fi, Serbern, Stanley Most, Kesi, EaggerStunn og Revealomatic trådte op på OHOI-scenen, som er bygget på en massiv, 18 ton tung, specialdesignet flydende ponton.
»OHOI-festen er cirka lige så stor som Promilleservice var«, fortæller ibyen.dk's udsendte Stefan Klercke Mathiesen fra campingområdet.
LÆS OGSÅ Smartphones tvinger Roskildes mobilnet i knæ
Høj musik, god stemning
Han var med til festen ved badesøen i går og beretter om, at flere tusinde Roskilde-gæster tog del i ravet ved Agora K.
»Det var højt og der var god stemning. Og så kom Kidd, det nye hiphophåb, forbi og spillede«, lyder det fra campingpladsen på festivalen.
OHOI-scenen har dermed mere eller mindre overtaget positionen som Roskilde-folkets foretrukne fest, også selv om bas-drengene i OHOI skal lukke ned hver aften klokken 24.
Eksempelvis var der mandag aften blot omkirng 50 mennesker, der festede hos det meget omtalte Love Camp, som er rykket ind få meter fra Roskilde Festivals campingområde.
»Det var en tam oplevelse. Der var mange drinks- og madboder, hvor de ansatte bare stod og stenede. To unge dj's stod i nærheden og spillede for et halvtomt dansegulv«, lyder det fra ibyen.dk's udsendte.
»Men området er fedt. Det er indrammet af høje træer. Deres problem er nok, at det virker som om, at ingen ved, hvor de ligger henne«, siger Stefan Klercke Mathiesen.
LÆS OGSÅ Love Camp får grønt lys fra Roskilde Kommune
Indie-træf ved Pavillon
Andre steder inde på selve campingområdet var der mere gang i festen i går aftes og i nat.
Indie-folket hang ud ved Pavillon-scenen, mens der var endnu en dubstep-fest ved mini-Orange-campen.
De fleste af de store fester lukker dog, som OHOI's fest, ved midnat, hvorfter Roskilde-folket spreder sig videre ud på pladsen til de mindre lejre.
Til gengæld er OHOI allerede igen i dag i gang med et nyt bas-program. Fra klokken 12 og tolv timer frem står den på vild fest med bragende lyd fra deres Funktion-One-anlæg.
I dag går blandt andre as Ras Money, JB, Bjørn Winnem, Dragon Twinz, RDG, Buda & T.O.M og OHOI-drengene selv på scenen.
Mere fest ved badesøen
Og hvis man skal tro Frederik Birket-Smith fra OHOI, som skriver på Facebook, så er der grund til begejstring over festen på den specialkonstruerede ponton.
»Craaaaaaaaazy!!!! Roskilde mennesker, thanks and blessings. What a day, what a night. Stor mand ting!«, skriver Frederik Birket-Smith.
OHOI's såkaldte 'bass fleet' fester videre til og med onsdag ved badesøen på Roskilde.
fortsæt med at læse




























