Roskilde-mode: Se årets 'festivaluniform'

dresscode. Påklædningen på Roskilde Festival er ofte tvangfri og let. Årets 'festivaluniform' inkluderer denimshorts, stråhat og blomstret kjole. Her ses Ida Guldbæk.
dresscode. Påklædningen på Roskilde Festival er ofte tvangfri og let. Årets 'festivaluniform' inkluderer denimshorts, stråhat og blomstret kjole. Her ses Ida Guldbæk.
Lyt til artiklen

Det er det praktiske tøj, der dominerer modebilledet på Roskilde Festival. Når man vandrer gennem de gigantiske campingområder, der er en væsentlig del af denne brandvarme feriekoloni for voksne, ser man tusindvis af T-shirts, bikinitoppe, skoldede skuldre, støvede trainers og falmede trøjer med navne på metalbands i flammeskift. Det er ikke flashy, men let at have på. Men man skal ikke have gået mange meter, før man spotter festivalens altoverskyggende modetendens – der er denimshorts overalt. LÆS OGSÅSe onsdagens bedst klædte gæster på Roskilde Det virker, som om alle kvinder i år har aftalt at pakke denimshorts i rygsækken. Denimshorts med afklippede ben, denimshorts med opsmøg, denimshorts med høj talje, denimshorts i sort, hvid og indigo. Denimshorts er Roskilde Festivals svar på campinghabitten. Slipper sig løs Har man ikke fået dem med, er der stadig håb. I tøjboderne ved Pavilion-scenen hænger denimshorts på bøjler. I den ene bod er de brugt, i den anden kalder man dem ’vintage’ – og så bliver de 100 kroner dyrere. Boderne fører også de andre elementer til årets festivaluniform: småblomstrede sommerkjoler, stråhatte og Converse-sko. Hvad er det for noget? Roskilde Festival er toppen af personlig frihed. Her har man mulighed for at være sig selv, slippe væk fra hverdagens konforme krav, klæde sig, som man vil, og være unik. Og så ender det med, at store dele af publikum ligner hinanden. Her er brug for en ekspert. Hun hedder Else Skjold og er ph.d.-stipendiat ved CBS og Designskolen i Kolding og har forsket i forholdet mellem musik og mode. »Meget få mennesker bryder sig om at stå helt for sig selv. Meget få kan bære den opmærksomhed, det giver, virkelig at stå udenfor. Jeg vil gå så langt som til at mene, at en ekstremt afvigende klædedragt vækker samme følelser socialt som ekstremt afvigende opførsel. Folk bliver bange, utrygge, vrede, forargede eller distancerer sig fra den anderledes«. Men det er jo Roskilde Festival, det her. Normerne holder ferie. »Lige præcis på en festival kan man se, at mange slipper sig løs rent beklædningsmæssigt, men de gør det altså stadig på en måde, der ikke opfattes som helt afvigende. Så ville der ikke være nogen, der ville snakke med dem«, siger Else Skjold. ’Kate Moss-looket’ Der er altså ingen vej uden om denimshortsene, hvis man vil være en del af det store fællesskab.

Det er samtidig en global modetendens, Roskilde-kvinderne læner sig op ad. I England kender man stilen som ’Kate Moss-looket’, opkaldt efter den rockelskende supermodel, der gerne tager til Glastonbury-festivalen klædt i shorts, gummistøvler fra Hunter og en blomst i håret. Men der er nogle, der går mod strømmen. Blomster Trine Christiansen står ved Pavilion-scenen og venter på musikken. Hun er 19 år og fra Holstebro og skal som mange andre unge kvinder høre Kirsten & Marie. Men rødhårede Trine har ikke denimshorts på. Hun er klædt i en strålende storblomstret kjole på sort bund og med en bar skulder. Kjolen ligner mere en cocktailfest end en støvet rockfestival. »Jeg går altid i kjole, og der er blomster på næsten alt mit tøj. Den her er vist fra Vero Moda«, forklarer hun. »Jeg regner med at være pænt klædt på hver dag. Jeg har sikkert alt for meget tøj med«. LÆS OGSÅTjek de moderigtige Roskilde-gæster udBor du i en teltlejr, hvor de andre er klædt ligesom dig? »Det kan man godt sige. Jeg bor nemlig alene«. Globalt streetwear For andre festivaldeltagere handler tøjet om at være en del af en særlig musikkultur eller et miljø. I skateparken ruller rødderne med lav talje og egen Converse-bod. I ’Space Out’-biografen ser man splatterfilm iført sorte bandtrøjer, og ved Arena-scenen er to graffitimalere ved at udsmykke nogle meter af det lange hegn. De er russere og bærer en globaliseret uniform med rødder i hiphop; knælange shorts, løse T-shirts og kasketter. Sasha Trun og Pasha Wais er fra St. Petersborg, hvor graffitimalere ligner graffitimalere i andre lande. »Jeg vil ikke kalde vores tøj en uniform, men der er ikke mange andre russere, der klæder sig som os«, siger Sasha Trun. Hans T-shirt er fra det engelske streetwear-mærke Bench, mens Pasha kører en mere neutral stil med stram polotrøje fra Ralph Lauren. »Mange af disse mærker er nye i Rusland. Vi er vilde med dem. Tøjet er også praktisk at rejse med. Det er lige til at krølle sammen«, siger Sasha Trun. Trendspottere kommer Modeverdenen har længe haft et godt øje til rockfestivalernes stilbevidste deltagere. Mange firmaer sender trendspottere til Roskilde, og en række københavnske designere har egne butikker på festivalpladsen. På en ny amerikansk festival går man skridtet videre og sidestiller mode og musik. Music to Know-festivalen, der foregår nær New York til august, er planlagt som en platform for modemarkedsføring, og 30 tøjfirmaer deltager på linje med bands som Vampire Weekend og Bright Eyes. LÆS OGSÅSe tirsdagens bedst klædte gæster på Roskilde Det er tvivlsomt, om en så topstyret model vil virke i Roskilde, hvor modebevægelserne typisk kommer fra publikum og derfor – trods ensartetheden – har et element af anarki. F.eks. hos gutterne fra Find Holger-lejren, der holder gang i deres egen mikrotendens og trods varmen går omkring i stribede trøjer og tophuer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her