Dansk diskoprins åbner Orange Scene

Lyt til artiklen

Det bliver den danske popsanger Vinnie Who, der får fornøjelsen af at åbne Orange Scene ved sommerens Roskilde Festival.

Det afslører radioprogrammet 'Smag på P3' onsdag middag, og Roskilde Festival bekræfter dette på deres Twitter-konto og på deres hjemmeside.

Bag navnet Vinnie Who gemmer sig Niels Bagge Hansen, en spinkel knægt fra Solrød Strand.

Spinkel knægt fra Solrød skaber stort falsetdisko

Skaber en fest
Han har i den grad introduceret danskerne til discoen med hits som 'What You Got Is Mine' og 'Remedy', og spiller normalt, når han går på scenen, med sit seks mand store band.

Der er normalt få, der kan skabe en fest som Niels Bagge og hans velspillende band. Lige siden gennembruddet i 2011 har de fyldt spillesteder og dansegulve landet over med stilsikker, elegant pop. Vinnie Who har senest udgivet albummet 'Midnight Special', som Politikens Pernille Jensen tildelte 4 hjerter.

»Det er eskapisme på svimlende højt plan, og det virker«, lød dommen over hele Danmarks diskoprins.

Vinnie Who skal spille på Orange Scene klokken 17 torsdag 4. juli.

»Det er helt vildt!! Hver gang jeg tænker på det, vender min mave sig. Det er uden tvivl den største udfordring, jeg står overfor som musiker og en fantastisk mulighed for at skrive sig ind i historien om Orange Scene. Jeg har, siden jeg var 17 år, gået på opdagelse i festivalens program. Nu står jeg overfor den største oplevelse af dem alle, som jeg endda får lov til at dele med flere end 70.000 mennesker«, siger Vinnie Who til Roskilde Festivals hjemmeside.

Gæster på Roskilde kan få gratis hotelophold på campingområdet

Anders Hjort

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her