Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
BORBERG THOMAS
Foto: BORBERG THOMAS
Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kompromisløst 'pigeband' var ikke den store rockåbenbaring

Girl Band havde for travlt med at holde deres sti ren på Pavilion Scenen.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke en pige i sigte i Girl Band. Så meget desto mere cool et navn til den irske kvartet fra Dublin.

Girl Band har rumsteret et stykke tid på rygtebørsen. Navnet Joy Division er blevet fremmumlet og taget i ed med ærefrygt. Man har næsten kunnet mærke, hvordan pulsen bare venter på fingeren og kåringen af Girl Band som Den Næste Store Ting.

Så, indrømmet, jeg havde håbet på en lille rockåbenbaring. Men fik i stedet et lag bank på trommehinderne. Girl Band spillede nemlig så ørestyrtblødende højt, at lørdagens sagesløse Paul McCartney-turister må have fået sig et slemt chok, hvis de tilfældigvis vovede sig forbi Pavillion-scenen mellem kl. 15 og 16 lørdag eftermiddag. Der var dømt tinnitus zone langt uden for teltet.

Kompromisløse

Det kan være svært at se forskel på et band, der er ved at kridte banen op og et band i fuld sving med entusiastisk at male sig op i et hjørne. Girl Band gjorde så vidt jeg kunne høre begge dele. Det er lidt svært at forestille sig nu, men Dara Kiely & co startede som The Strokes-kopister.

Siden fandt de den hårde udgave af de vises sten i form af den kompromisløse og kliniske smadderrock, de nu har perfektioneret. En slags dekonstrueret punk, hvor larmen og den kinetiske energi er bevaret, men hvor musikken er lige så kølig og klar som punkmusikken var skoldhed og rodet.

Dara Kiely ligner en fotomodel og kan faktisk synge, men valgte det meste af tiden at skrige som en skamskudt hest. Trommeslageren Adam Faulkner holdt et tungt og hårdt piskende beat. Guitaristen Allan Duggan skar udelukkende kantede, små skarpe skiver med sit instrument. Daniel Fox’ fingre aflokkede sin bas en massiv puls.

Hvad de end havde gang i – punkens svar på free jazz? - så gjorde Girl Band det med kompromisløshed.

Har fat i noget særligt

Mindst interessante var Girl Band, når de bare smadrede disciplineret derudaf. Mest interessante, når en litterær undertekst eller en knugende stemning sneg sig ind i halen på f.eks. det lange ’Why They Hide Their Bodies Under My Garage?’.

Og så var der en sang som ’The Cha Cha Cha’, der blev afviklet på ca. 15 sekunder rent. Hvis der var en pointe i dét, fangede jeg den ikke.

Den officielle version af ’Lawman’ er en kantet og ganske fascinerende rockdekonstruktion med råt riff og knitret interferens. Men på scenen blev det som det andet høvlet hårdt og højt igennem.

Girl Band har fat i noget særligt, men har så travlt med at holde stilen og stien ren, at de laver en støjrock, der for meget af tiden støder fra snarere end den suger til sig. Sådan reagerede mine ører i hvert fald.

Girl Band vil med garanti snart blive udråbt til små guder. I den situation kan det være vigtigt, at føle sig misforstået. Den rolle kan jeg så påtage mig. Girl Band har en form og et udtryk, der kan udvikles til noget, der er til at holde ud at høre på.

Rockguderne skal vide, at verden har ikke brug for flere Strokes-kopier. Men der var flere steder, hvor jeg fornemmede det musikalske syndefald lure på fremtidens Girl Band. Den dag de falder til patten, kan det blive stort.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden