Det kunne have været så patetisk, hvis det ikke havde været Trent Reznor, der står der og ligner et sort insekt med ansigtet skjult i hænderne, mens han vrider sig mellem synthflader af sølv, der hugger som macheter under ’Copy A’. En lidende positur, der ligner en »copy of a copy of a copy« af mange vrede mænd i den rockmytologi, hvor Reznor har været den vredeste af alle i tre årtier som frontmand i det amerikanske industrialband Nine Inch Nails.
Men når det er ham, der står der og lider, mens han synger »everything I say has come before«, tror man på, at han rent faktisk hader det. At være rockstjerne, at være borger i Trumps USA, at være et forbandet pattedyr blandt pattedyr, der stadig fremstår som det dummeste og mest destruktive af alle i hans øjne.
