Hvis 20. århundrede lærte os noget, er det dette: Den, der former ungdommen, former fremtiden.
Det var ikke tilfældigt, at venstrefløjen marcherede gennem institutionerne. Fra 68-oprøret til nutidens identitetspolitiske aktivisme har venstrefløjen forstået, at magt ikke kun vindes i parlamenter, men også i kulturen, i sproget, i æstetikken og i de normer, der sætter grænserne for, hvad man må mene og sige højt.
I årtier har den indsigt været asymmetrisk fordelt. For mens venstrefløjen organiserede ungdommens idealister, reducerede højrefløjen sig selv til en reaktiv kraft. Den har kritiseret, korrigeret og kommenteret, men sjældent selv sat retningen. Resultatet har været et tomrum. Et fravær af idealisme, af æstetik og af ungdommelig vildskab.
Det tomrum er nu ved at blive udfyldt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
