Det virker forlokkende: Gå ind i Glorias foyer, kravl ind under en sengehimmel af fiskenet, og læg dig til rette i en vandseng. Her vil en videoprojektion af sensorisk farvespil og parrende bløddyr oversvømme dit sind, når hovedet drejer lidt for hurtigt rundt efter den tredje ølbong.
Anne Duk Hee Jordan på Roskilde Festival.
Hendes bidrag til festivalen indgår som en del af en større tværkunstnerisk sanseinstallation med titlen ’Sensorium: A Laboratory for the Deceleration of the Body and for a New Politics of the Senses’.
Udstillingen finder sted i Glorias foyer og i Ambereum, som er navnet på et nyt område på festivalpladsen med dj’s, kunst, afslapning og raves. En totalinstallation med alt fra performance til techno og house. Ambereum er placeret ved siden af Arena, i festivalpladens østlige hjørne.
Blå bog
Anne Duk Hee Jordan
Født i 1978 i Sydkorea. Bor og arbejder i Tyskland, hvor hun også er uddannet på Akademie der Künste og Institut für Raumexperimente.
Arbejder tværmedielt med et særligt kunstnerisk fokus på det flerartslige, posthumanistiske og økokritiske.
Da jeg lægger mig derind, er lydteknikerne dog i gang med lydprøve på Gloria. Fordybelsen og selvforglemmelsen fordufter hurtigt, og tilbage er visheden om, at oplevelsen af Anne Duk Hee Jordans videoværk ’Ziggy & The Starfish’ i høj grad vil blive præget af, hvilken kunstner der optræder på Gloria under seancen.
Lyden af Astrid Sonne eller Tássia Reis vil blande sig med søstjerner og hvirveldyr på hver sin måde, og det er egentlig også en fin lille bemærkning om arternes forbundethed og sansernes påvirkning af hinanden.
Hvis det lyder bekendt, har du måske været på Louisiana for nylig. Videoen minder om Pipilotti Rists sansemættede værker, hvor menneskets centralitet sindigt kritiseres ved at fokusere på andre livligheder.
Det lyder måske som en feberredning i 11. time af folkeskolens projektuge, men den ligefremme formidling fungerer overraskende godt
Men det er, som om det hyperæstetiske overstyrer for tiden, og det er ved at blive lidt trættende her i slutningen af 2010’erne. Økokritikken fremstår mest som et vandmærke, der ikke afslører andet end kunstnerens eget klimaengagement.
Forfinet folkeskoleplanche
Ved siden af står kollageværket ’Changing Sex in Ecology’. Det lyder måske som en feberredning i 11. time af folkeskolens projektuge, men den ligefremme formidling fungerer overraskende godt.
På kollagen, der kækt har bibeholdt det lidt hastige udtryk fra skoleplanchen, kan man læse om radikale køns- og miljøproblematikker. Små tekster og billeder fortæller om kønsoverskridende søheste, patriarkalsk modstand fra dydige albanske kvinder i mandetøj (burrnesha på albansk) og mikroplast. Formidlingen er kort og bagstiv-venlig, uden at den udvisker kønsradikalitetens dagsorden.
Måske er det bare mig, der er mæt, men forståelsen for økologisk samhørighed behøver altså ikke blive lullet suggestivt ind fra vandsengens leje.
...
Denne anmeldelse er skrevet af en deltager på Politikens Kunstkritikerskole, som er et talentudviklingsforløb, hvor 42 unge i foråret 2019 gennem undervisning, skrivekurser og inspiration fra både anmeldere, kunstnere og andre kreative har dygtiggjort sig inden for kritik af scene- og billedkunst.
fortsæt med at læse


























