Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kasper Heden Andersen
Foto: Kasper Heden Andersen
Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Klippe-klistre-kollage med queerkant: Bliv (lidt) klogere på kønsdivergerende søheste i Glorias foyer

Anne Duk Hee Jordans to kunstneriske bidrag til Roskilde Festival overstyrer i øko-kritikken, men reddes af kollagens nysgerrighed og interesse for arternes påvirkning på hinanden.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det virker forlokkende: Gå ind i Glorias foyer, kravl ind under en sengehimmel af fiskenet, og læg dig til rette i en vandseng. Her vil en videoprojektion af sensorisk farvespil og parrende bløddyr oversvømme dit sind, når hovedet drejer lidt for hurtigt rundt efter den tredje ølbong.

Da jeg lægger mig derind, er lydteknikerne dog i gang med lydprøve på Gloria. Fordybelsen og selvforglemmelsen fordufter hurtigt, og tilbage er visheden om, at oplevelsen af Anne Duk Hee Jordans videoværk ’Ziggy & The Starfish’ i høj grad vil blive præget af, hvilken kunstner der optræder på Gloria under seancen.

Lyden af Astrid Sonne eller Tássia Reis vil blande sig med søstjerner og hvirveldyr på hver sin måde, og det er egentlig også en fin lille bemærkning om arternes forbundethed og sansernes påvirkning af hinanden.

Hvis det lyder bekendt, har du måske været på Louisiana for nylig. Videoen minder om Pipilotti Rists sansemættede værker, hvor menneskets centralitet sindigt kritiseres ved at fokusere på andre livligheder.

Det lyder måske som en feberredning i 11. time af folkeskolens projektuge, men den ligefremme formidling fungerer overraskende godt

Men det er, som om det hyperæstetiske overstyrer for tiden, og det er ved at blive lidt trættende her i slutningen af 2010’erne. Økokritikken fremstår mest som et vandmærke, der ikke afslører andet end kunstnerens eget klimaengagement.

Forfinet folkeskoleplanche

Ved siden af står kollageværket ’Changing Sex in Ecology’. Det lyder måske som en feberredning i 11. time af folkeskolens projektuge, men den ligefremme formidling fungerer overraskende godt.


Kasper Heden Andersen
Foto: Kasper Heden Andersen

På kollagen, der kækt har bibeholdt det lidt hastige udtryk fra skoleplanchen, kan man læse om radikale køns- og miljøproblematikker. Små tekster og billeder fortæller om kønsoverskridende søheste, patriarkalsk modstand fra dydige albanske kvinder i mandetøj (burrnesha på albansk) og mikroplast. Formidlingen er kort og bagstiv-venlig, uden at den udvisker kønsradikalitetens dagsorden.

Måske er det bare mig, der er mæt, men forståelsen for økologisk samhørighed behøver altså ikke blive lullet suggestivt ind fra vandsengens leje.

...

Denne anmeldelse er skrevet af en deltager på Politikens Kunstkritikerskole, som er et talentudviklingsforløb, hvor 42 unge i foråret 2019 gennem undervisning, skrivekurser og inspiration fra både anmeldere, kunstnere og andre kreative har dygtiggjort sig inden for kritik af scene- og billedkunst.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden