Det er fredag, og Roskilde Festival er i fuld gang. Her er alt det sjove, det usædvanlige og det alvorlige fra Dyrskuepladsen, som kultur- og Ibyen-redaktionen har samlet til dig i et nyhedsbrev. Også i dag handler det om musikken, hvor vores anmeldere har haft hele skalaen i brug. Og så har vi igen talt med politiet og været ude på pladsen for at lede efter den gode mad. Din guide er Emil Bergløv.

Døgnet på Roskilde: 1 hjerte, 6 hjerter og 3 klippede armbånd

Lyt til artiklen

Så er vi her igen. Ondt i håret, træt i masken.

Pløjemanden har pløjet furerne i dette gamle ansigt endnu dybere og blåsorte, end de var i forvejen. Hvis du har ungdomsmod og udødelighed endnu, så se lige dig selv i spejlet, og nyd det.

Nu er der gået to hele musikdage på Roskilde Festival, hvor nyhedsbrevet er flyttet hen for en stund, og torsdag blev dagen, hvor vores anmeldere måtte have hele skalaen i brug. Fra 1 enkelt sløjt hjerte til 6 af de helt store saftige. Det sidste endda to gange i træk.

Du kan skrive dig op til at modtage nyhedsbrevet her. Vælg nyhedsbrevet, der hedder ’Politiken Kultur’ (altså det, som p.t. har et Roskildeeeee-orange logo).

Så skal vi ikke bare gå i gang? Lad os se på de koncerter, der var, og på dem, vi kan glæde os til. Det er jo Blur-dag i dag, sagde den halvgamle familiefar.

------------

DAGENS HJERTER: Vi lægger ud med et af festivalens hovednavne, den 24-årige rapper og popkomet Lil Nas X, der var den første til at bone helt ud på hjerteskalaen med et kæmpeshow på Orange Scene med både pels, fabeldyr og dans ad nærmest infinitum.

Det var et show af den anden verden, mener vores anmelder Joakim Grundahl, der giver de omtalte 6 hjerter. Men det var ikke bare et show, ikke bare en ung kunstner, der lånte popkulturel kapital af koryfæer som Michael Jackson, Nirvana og Missy Elliot, men en søn af internetgenerationen, der forstår den verden, tidens ungdom lever i, og som dermed også fik alle med til årets fest. Som Joakim Grundahl formulerer det i anmeldelsen:

»Han kunne forføre en giraf på en frossen sø og få den til at danse«.

Samme Joakim Grundahl var tidligere på dagen ved Orange Scene for at se en anden amerikansk rapper, 90’ernes vel nok hurtigste af slagsen, legenden Busta Rhrymes. Det var dårligt. Rigtig skidt endda.

Faktisk decideret pinligt.

»Busta Rhymes var stor, tung, kronraget og ligegyldig i sit søndagstøj. Da han hoppede til dj’ens ’Seven Nation Army’, lettede han vel kun to centimeter. Låååålålålålålålå. De troede selv, at de havde vundet Champions League, men kampen var slet ikke fløjtet i gang«, skriver han i en anmeldelse, der vil være væsentligt sjovere for os andre at læse end for den aldrende rapper, der klappede helt sammen i eftermiddagssolen.

1 enkelt hjerte kunne det blive til.

En bedre oplevelse havde Lucia Odoom til en anden legendekoncert, den med ghanesiske Gyedu-Blau Ambolley på den noget mindre Gaia-scene, hvor der var plads til alle.

4 hjerter.

Mindre sjovt blev det, da hun gik videre til 070 Shake, en ung rapstjerne, der er så hypet, at Apollo-scenen ikke kunne bære vægten af de mange publikummer på en rar måde, skriver hun. Det blev kaos og ubehag til 2 hjerter.

Kuren mod dårlige oplevelser?

Burna Boy.

Der har været ild i Orange Scene torsdag aften, som jeg ville have sagt, hvis jeg var håndboldkommentator. Efter Lil Nas X tog den nigerianske verdensstjerne over, og det var med optursklampen helt i bund.

»Normalt fremhæver jeg altid et par højdepunkter fra de koncerter, jeg anmelder, men Burna Boy-koncerten natten til fredag var et langt højdepunkt«.

Endnu en af de ellers ret sjældne koncerter til 6 hjerter.

Pernille Jensen har været omkring noget sej larm med Soul Glo til 5 hjerter, og Simon Lund på provinsdiskotek med Latto til 2 hjerter.

Hvis jeg nævner alle vores anmeldelser her, så når du aldrig ud i det ustadige vejr, men her får du lige et link at hygge dig med. Så kan du klikke ind i løbet af dagen og følge med i både det seneste gamle fra i går og det nyeste nye fra i dag.

Nu tager vi lige en puster fra bogstavernes bjerg og giver den proverbiale fakkel videre til fotoredaktionen og de billeder, de har taget over det seneste døgn, og de ord, de knytter til dem.

------------

DAGENS FOTOS: At være fotograf på Roskilde er stormløb ind og ud af scener, et kamera på hver skulder og et batteri af batterier i lommen. Det er tissøer under fødderne, øl i luften, dansealbuer i apparatet og »Ejjjj, tager du ikke lige et foto af mig og Karl?!«. Det er … billeder, billeder, billeder! Her er nogle fra det seneste døgns koncerter.

Se flere af dem på Politiken fotos Facebook.

------------

DAGENS DET BØR DU HØRE: Og så tilbage til musikken, for der kommer mere af den. Vores musikmakkere, det kalder Simon Lund og Pernille Jensen sig, når de går i bandeformation, har set på programmet for i dag. Her kommer et par af Simon Lunds anbefalinger til den første del af dagen og din trætte knold:

Guldimund. Avalon, kl. 13.00: Nok den bedste start på dagen, man kan få på årets Roskilde! Lær teksterne om kærlighed med modhager og skilsmissemøder hos kommunen hjemmefra, for til Guldimund-koncerter synger alle med. Alle.

Florence Adooni. Gaia, kl. 14.30: Inden du er kommet dig over Guldimund (og hans indlevende fans!), står ghanesiske Florence Adooni klar med hornblæsende og highlife-boblende lektioner i frafra-gospel. Prøv lige at stå stille til dét!

Inden I begynder at skrive mails, så nej. Der skulle ikke have stået farfar-gospel.

Der kommer også Glorilla, der er heftig rap, danske D1MA holder sen nattefest sikkert iklædt lakmaske, og så skal vi ud at vippe 90’er-støvlen til Blur, skriver jeg for egen regning, fordi det nu engang er mig, der har tastaturet under poterne og derfor har muligheden for at gøre min holdning gældende.

Alle anbefalingerne ligger pakket og klar her, hvis du vil læse, hvad der mere er at snuse rundt i. Ellers plukker jeg ud igen i morgen. Og musikmakkerne laver også podcast, som du kan høre her.


------------

DAGENS PODCAST: Og nu vi er ved podcasts, så laver vores lydredaktion en hel del af dem herude, og de er ret gode til det. I dag kan du for eksempel høre Lea Wind-Friis fortælle historien om stjålne soundbokse, der ender i de forkerte iglotelte – og bliver taget på fersk gerning lige midt i interviewet.

Abonnerer du ikke allerede, så find Politikens Poptillæg i din foretrukne podcast-app, i Politikens podcast-app eller lige her.

------------

DAGENS ETIKETTE: Inden vi skal videre med dagens anbefalinger af koncerter tager vi lige en tur omkring vores etiketteskole med oraklet fra Tommerup, Pernille Jensen.

Dagens spørgsmål: Jeg har kæmpet mig op foran scenen og står nu og venter på mit hovednavn. Og jeg skal tisse. Må jeg gøre det her?

Pernille Jensens svar:»Nej, men jo. Det er bogstaveligt talt pisseulækkert. Men tro mig: Alle har ’en ven’, der engang har tisset i et ølkrus foran en helt proppet Orange Scene og casually væltet det bagefter, upsi. Igen: Det eneste, der er klammere end festivalerne selv, er de mennesker, vi bliver til, når vi er på festival. Man kan dog godt være ulækker, samtidig med at man prøver at snige lidt diskretion ind«.

Læs alle hendes andre gode råd til god opførsel her.

------------

DAGENS MAD: Apropos mad og drikke eller det, der kommer ud af at indtage det, så har vi været rundt at se på de gastronomisk muligheder på pladsen.

Vores mest velkalibrerede smagsløg har spist sig igennem de mange tilbud og kommer her med en dejlig overskuelig liste over det, de godt kunne lide, og som du måske også får lyst til at flå muldvarpen op af baglommen for at få lov til at smage.

  • Falafelwrap (85 kroner) hos Gademad. Hjemmelavede falafler, spidskål, æble og en virkelig god dressing. Bang for the bucks i Roskildes ældste madbod, og vi lover, at du er mæt i timevis.
  • Du ved ikke helt, om du tør spise rørt tatar på en festival. Det gør du. Hen til Tatar ved Food Court 2 med dig. Den står i 80 kroner, og husk at drysse lidt salt ved disken.
  • De vestafrikanske stews hos Sasaa i Food Court 1. Både deres domoda (89 kr.) og mafé med peanutbutter og kylling. Den sidste står i 98 kroner, men du skal jo også fejre, at du lige har fået løn.
  • Vegansk burger (90 kr.) hos Mikuna. Plantekød, aioli og pickles i brød. Mere sandwich end burger, og dødgod. Hvis du ikke skal snave med nogen, kan du opgradere med dybstegte løgringe for en femmer.
  • Racys snaskede sandwich med fried chicken. Et ægte treat i Food Court 2.

------------

DAGENS ROSKILDE-MOMENT: I onsdags, da Roskilde Festival åbnede pladsen, og det store musikprogram gik i gang, havde kulturministeren, Jakob Engel-Schmidt (M), og regeringskammeraten Mette Frederiksen (S) lokket deres sikkerhedsvagter med på ekskursion rundt på det slidte græstæppe (jeg så dem med mine egne øjne) og op at se Blæst sammen med alle de unge. Altså med den lille forskel, at politikerne stod oppe på scenen, ikke neden for den og kiggede op.

Hvorom alting er, så fik min kollega Lars Eriksen tidligere på dagen en snak med kulturministeren om hans minder fra Roskilde.

Da Jakob Engel-Schmidt var her første gang, som 17-årig i 2000, tændte det britiske heavyband Iron Maiden en ild i ham. Han endte med at crowdsurfe.

»Dengang troede jeg stadigvæk, at jeg skulle have en karriere som professionel rockmusiker, men det viste sig så, at talentet var ret begrænset«, sagde kulturministeren, da Politiken mødte han på festivalpladsen.

»Iron Maiden var den første koncert, jeg så på Roskilde. På det tidspunkt var jeg faktisk en lidt genert ung mand, og jeg anede ikke, at jeg skulle være engageret i politik. Jeg interesserede mig for musik og for at skrive digte. Men den koncert var en kæmpe forløsning. Det der med at blive båret af hundredvis af hænder op mod scenen, hvor man så blev taget ned og fik at vide, at det skal man lade være med at gøre igen. Det var en stor oplevelse«.

Det skal selvfølgelig noteres, at crowdsurfing på festivalen i dag kan indløse et af de nok så omtalte advarselsarmbånd. Men ministeren slap med en skideballe.

Her er i øvrigt et billede fra den Iron Maiden-koncert for 22 år siden:

Læs også denne artikel om kulturministerens festivalbesøg i onsdags.

------------

DAGENS DET KAN DU OGSÅ LAVE I DAG: Gik du også og spekulerede på, om man kunne lære noget om teens historie på årets Roskilde Festival? Det tænkte jeg nok. Det kan man. I sin guide til ting, man kan lave på årets festival, der ikke har med musik at gøre, skriver kollega Louis Raaschou, at man kan tage til »poetisk performance-lecture« med Sabitha Söderholm og Albert Scherfig. De to vil med en kop te i hånden ved et brændende bål fortælle om teens historie, og hvordan den har været billedet på kvindekamp i både Europa og Indien. Det er kl. 15.30 i Food Is Now.

------------

DAGENS SLADDER: Du er nået langt, det skal du have ros for, tak. Her kommer der en godbid fra redaktionens sladderdronning Emilie Stein, der går rundt med ører så store som Rundetaarn og opsnapper alle de små og store problemer, folk går og bøvler med i hverdagen. Her fra dagens sladderspalte:

»Heller ikke kærlighedslivet er blevet mindre kompliceret af at komme ud af campingområdet og ind på festivalpladsen: »Jeg er så træt af at være hans mor«, siger en kvinde i starten af 30’erne på græsset foran Arena, der efter at have taget en ordentlig tår af en rabarberdrink må indrømme over for sine veninder, at hun har lavet en koncertplan til sin kæreste. Det, mens en ung mand i hotdogboden bare synes, at kvinder er dødsvære at regne ud: »Det er, som om de gerne vil have, at man holder sig lidt tilbage, men jeg bliver altid bare lynhurtigt smaskforelsket«, lyder det fortvivlet til en ven«.

Læs det hele her.

------------

DAGENS AFMØNSTRING: Så nåede vi også i mål i dag. Jeg håber, du klarede den. Min kollega Lea Wind-Friis har været tidligt oppe og har talt med de blåskjortede panserbasser, der går og sørger for, at kaos ikke udvikler sig til komplet ragnarok. De kan informere om, at der heldigvis ikke har været brug for dem i overdrevet grad i nat.

Men de har dog haft fat i tre slagsbrødre, der er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, fordi de har opført sig truende og voldeligt. Festivalen har klippet deres armbånd, så hvis du er herude med armbånd på og har en eller anden idé om, at du har brug for at slå, så find en bokseklub i stedet. Ellers får du ikke mulighed for at se Blur senere (fik jeg nævnt, at jeg glæder mig til det?).

Ud over hidsigpropperne var der også en gut, der ligesom Lucia Odoom var meget begejstret for Burna Boy, men som modsat Lucia »var lidt svær at styre« og hoppede over hegnet og op i mellemrummet mellem scenen og tilskuerpladserne.

Det må man altså ikke, så han fik lov til at overnatte på stationen, hvilket sikkert kan være meget okay efter snart en uge i telt.

Traditionen tro (en, to, tradition, du ved) kan du finde flere artikler nedenfor. Pas på dig selv, hav det sjovt, solcreme mellem 8 og 22, mor hilser, vi skrives ved i morgen.

Nu, sagde Maude, går jeg op og lægger mig.

Kærlig hilsen

Emil Bergløv

PS. Du kan skrive dig op til at modtage nyhedsbrevet her. Vælg nyhedsbrevet, der hedder ’Politiken Kultur’ (altså det, som p.t. har et Roskildeeeee-orange logo).

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her