Det er efterhånden ni måneder siden, Amnesty International klart advarede offentligheden og den øverste amerikanske administrator i Irak, Paul Bremer, om, at der tilsyneladende skete overgreb mod fangerne i de irakiske fængsler. Så sent som 18. marts i år fortalte Amnesty i endnu en rapport, at man lige siden krigens begyndelse har modtaget rapporter om irakere, der er »blevet fængslet af koalitionsstyrkerne og har fået krænket deres rettigheder. Nogle har været arresteret i månedsvis uden at være anklaget, andre har været udsat for tortur og mishandling. Praktisk taget ingen har haft umiddelbar adgang til en advokat, familien eller en juridisk begrundelse for arrestationen. Det er uacceptabelt, at retssikkerheden ikke gælder for alle«, fastslog Amnesty International i en pressemeddelelse i forbindelse med rapporten. Amerikanerne skønner selv, at omkring 10.000 irakere sidder fængslet, og forleden indrømmede de også, at 25 mennesker er døde siden december 2002, mens de sad i de amerikansk administrerede fængsler i Irak og Afghanistan. Oplysningerne kom fra ingen ringere end general Donald Ryder. Han leder ordenshåndhævelsen i den amerikanske hær. Alligevel var det, som om Amnesty og de andre menneskerettighedsorganisationer talte for døve øren. Hverken magthaverne eller medierne i den vestlige verden reagerede for alvor mod overgrebene. Men så viste den amerikanske tv-station CBS de uhyggelige billeder af amerikanske soldater, der ydmygede og muligvis også fysisk mishandlede irakiske fanger i et af Saddam Husseins gamle torturfængsler. Siden da har denne sag været en af det højest prioriterede historier i medier verden over. Men hvorfor skal der billeder på bordet, før vi reagerer? Politikens fotochef Per Folkver har denne forklaring: »Lige meget hvor vægtige og væsentlige vi synes ordene er, er deres magt for intet at regne sammenlignet med billedets. Og her tænkes selvfølgelig på fotografiet. Når vi ser billederne af nøgne irakere stablet op i en menneskelig pyramide med grønne hætter trukket ned over hovedet, virker det voldsomt, fordi vi aflæser billederne uden filter. Vi er ikke i stand til at mobilisere nogen modstand imod billedets eget udsagn. Vi når ikke at filtrere det, vi ser, inden 'meningen' med billedet når vores hjerne og bliver afkodet. Først kommer følelsen af afsky og rædsel, bagefter kommer ordene, der forklarer, hvad vi ser. Men fordi fotografiet rammer os uden at blive filtreret igennem vores lag af erfaring, viden og holdninger, er det direkte og ukontrollabelt. Du kan ikke diskutere et fotografi, som du diskuterer en sætning«. Billedernes enorme magt, men også evne til at dokumentere vold og overgreb fører løbende til diskussioner om, hvilke billeder vi kan og skal bringe her på Politiken. »Vi vælger oftest at sortere de blodigste billeder fra, alene ud fra den overvejelse at de ikke tilfører yderligere viden til historien. Men modsat synes vi også, at vi har et ansvar for at fortælle, hvordan verden rent faktisk ser ud. Altså, på den ene side har vi en pligt til at informere, og på den anden side har vi en pligt til at gøre det, så det kan og vil blive aflæst. Vi har intet ønske om at gøre Politiken mere blodig, end den er i dag, men til gengæld heller ikke om at gøre den til et støvet reservat, hvor man som læser skal gætte sig til, hvordan virkeligheden ser ud. Det er en svær balance, som vi bruger megen tid på at finde«, siger Per Folkver.