Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Claus Bjørn Larsen
Foto: Claus Bjørn Larsen

Forsanger Brett Anderson og de resterende medlemmer i det genopståede Suede kæmpede med at få publikum til at rocke med, da de lørdag spille på Skanderborg Festivalen.

Skanderborg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Suede kørte »nåstalgi« i en lidt for rusten vogn

90'er-gruppen blev ramt af dårlig lyd og et publikum, som ikke kendte Suedes hits.

Skanderborg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sommeren 2010 bød ud over et vidunderligt, langt gensyn med solen også på en lang række musikalske genhør med de mange gendannede bands, der fyldte godt op på plakaterne for årstidens festivaler.

Med Dizzy Mizz Lizzy som de helt uomgængelige konger af comebacket herhjemme, hvor trioen var overalt som eksponenter for den dyrkelse af halvfemserne, nostalgien udspringer af.

Selvfølgelig også i Skanderborg, hvor trioens triumftog kørte i mål uden modstand og dermed ryddede vejen for en af sæsonen mest imødesete genkomster med britiske Suede.

Bandet fra London, der aldrig blev nogen gigant i hjemlandet eller for den sags skyld resten af verden, har altid haft en ganske særlig plads i vore hjerter.

’Blod, Suede og tårer’, lød eksempelvis overskriften i ikke bare den ene, men begge danske formiddagsaviser således, da Suede sidst gæstede Skanderborg i 2002 og indkasserede 6 hjerter også fra undertegnede.

Veloplagt kvintet 8 år efter den magiske lørdag aften, skulle Suede forsøge at gentage kunststykket på omtrent samme tidspunkt. Angiveligt ikke fordi Suede har tænkt sig at søsætte et gigantisk comeback med plade og turne.

Nok snarere, fordi det er blevet lidt småt med indtægter efter gruppens opløsning. Så kan man jo altid nappe et enkelt job hos de gamle venner i Østjylland, hvortil Suede efter sigende tog toget fra København lørdag eftermiddag.

Bandet havde åbenbart fået slappet godt i kupeen. I hvert fald virkede kvintetten veloplagt og særligt den magre sanger, 42-årige Brett Anderson med meget mørkt hår, fremstod lige så manisk som i gamle dage med høje sidelæns hop fra starten.

Som om han ville trampe den solokarriere, der mildest talt ikke har været nogen dans på roser, ned i skovbunden til den store glemsel.

LÆS ANMELDELSE

Til trods for den velvalgte trilogi til start med ’She’, ’Trash’ og ’Filmstar’ fra gruppens tredje store album i træk, ’Coming Up’ (1996) skule det hurtigt vise sig, at 8 år er lang tid for vore dages flimrende korttidshukommelse.

For mange af os var det en ren fornøjelse at høre disse pragtfulde sange igen. Smukke billeder fra et universelt og menneskeligt storbylandskab, der altid er indrammet af sort mascara, som nogle gange løber ned over motiverne og stemmer dem i mørke nuancer.

Men for de mange nytilkomne gæster på festivalen, var det indlysende, at hits fra halvfemserne lige så godt kunne have været bakkesange fra de glade 1890’ere og syngepigerne på Dyrehavsbakken.

Arbejdede opad bakke
Selv om viljen var til stede, knytnæverne rejst mod aftenhimlen og struberne pivåbne, kom der ikke en lyd ud af munden på de ungersvende, jeg var omgivet af på de forreste rækker.

Tavsheden bredte sig op over bakken foran scenen som en effektiv dæmper af begejstringen og Brett Anderson måtte flere gange følge sine opfordringer til publikum op med et undrende »yeah?«

Stakkels Suede måtte bogstaveligt talt arbejde opad bakke og i tilgift arbejde med den mest håbløse lyd, jeg kan mindes at have oplevet på Bøgescenerne.

I enkelte sange var lydbilledet totalt forvrænget, men ellers var det bare i ubalance, så keyboards og bas buldrede igennem på bekostning af Richard Oakes ellers voldsomt vitale guitarspil.

Hyggeligt gensyn

Disse triste omstændighederne kunne dog ikke tage glansen af Suedes netop glansfulde sangkatalog. Herfra kom fine genhør med ’Animal Nitrate’, ’So Young’, ’Beautiful Ones’ og ’Saturday Night’ som fortsat bedårende smukt afskedshymne.

Men mellem disse klassikere havde sætlisten en stor vægt af ballader, som i perioder fik koncerten til at gå helt i stå.

Et hyggeligt gensyn med Suede, som blev skæmmet af lyden og den afventede stemning, som et band, der ikke ligefrem strålede af sejrsvilje, ikke formåede at overvinde.

Selv om Suede tog med DSB tilbage til fortiden, kørte hverken vi eller de i triumftog. Snarere var der tale om »nåstalgi« i en lidt for rusten vogn.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden