Charmerende succestrio serverede friske sange for Folket

Hygge. Inden sang nummer to, 'I vejen', viste frontmand Kjartan Arngrim sit talent for at improvisere historier frem, denne om et par, der mødes på Smukfest og år senere går fra hinanden igen i de samme omgivelser.
Hygge. Inden sang nummer to, 'I vejen', viste frontmand Kjartan Arngrim sit talent for at improvisere historier frem, denne om et par, der mødes på Smukfest og år senere går fra hinanden igen i de samme omgivelser.
Lyt til artiklen

Foråret har rent musikalsk tilhørt trioen Folkeklubben, der i ugevis toppede to så forskellige hitlister som Det Elektriske Barometer og Dansktoppen her til lands.

Dansk hitliste-historie blev skrevet med sangene ’Bagmænd’ og ’Supertanker’. Men nok så vigtigt viser topplaceringerne på henholdsvis folkedybets liste og hipster-hitlisten, hvor vidt Folkeklubben spænder.

HYBEL PÅ FESTIVAL Det ligner hipster-dødvande i Skanderborg

Skulle nogen stadig være i tvivl om, hvorvidt bukser og sangbog kan holde, kom overbevisningen ved koncerten på Smukfest, der blev en smuk sensommerlig krone på forårets hastigt gryende succes.

Allerede mens trioen stemte instrumenter og prøvede anlægget af i P3-teltet, bragede bifaldet op mod dem, så sanger Kjartan Arngrim måtte bringe forbrugeroplysningen:

»Det er altså kun lydprøven«.

Værsgo 2013
Da den blev afløst af den rigtige koncert, trådte Folkeklubben og ikke mindst den sjældent charmerende sanger i karakter.

Her var i sandhed noget for enhver smag - formfuldendte, fine viser i akustisk opsætning, så friske og indbydende som sommerens første jordbær med en smule fløde - i form af Kjartan Arngrims muntre, befriende selvironske og veltimede anekdoter og jokes mellem sangene.

Modne madammer og hårløse herrer fester med de unge i Skanderborg

Selve den minimalistiske opsætning med ’tourbussen’ – en gammel herrecykel med bandets navn påhæftet – bagest på scenen og trommeslager med meget mere, Rasmus Jusjong, slående på en patineret kuffert og betjenende.

Her kunne man forestille sig, at der netop er nostalgi fra dengang, morfar kørte på en sådan cykel med sin lille rejsekuffert på bagagebæreren.

Men selv om mange af sangene virker som om, de har rejst sig og er spadseret lige ud af sanglisten på Kim Larsens berømmede solodebut ’Værsgo’ fra 1973 og en af sangene til overflod hedder ’Byens kro’ ligesom en af klassikerne fra netop det album, er der ikke noget tilbageskuende over Folkeklubben.

LÆS ANMELDELSE

Smukfest scorer fuld gevinst med danskere i verdensklasse

Tvært imod er de mundrette og veldrejede tekster hentet ud af en særdeles genkendelig dansk virkelighed anno 2013.

På den rigtige fløj
At tiden er til afdæmpet eftertænksomhed, er næppe den store overraskelse for nogen og en af grundene til, at Folkeklubbens sange har fået solid grobund at vokse i.

Derfor var det på alle måder fair nok at give trioen den ellers svære tid som opvarmning for det store sangbattle på Bøgescenerne samme aften.

Endnu en Skanderborg-koncert er vanvittigt tilløbsstykke

Folkeklubbens debutalbum ’Nye tider’ er en overbevisende samling af netop holdbare sange, hvoraf de fleste naturligvis var repræsenteret på sætlisten lørdag aften.

LÆS ANMELDELSE

Bølge af folkemusik trænger til flere skæve eksistenser

Allerede i introduktionen til sang nummer to, ’I vejen’, viste Kjartan Arngrim sit talent for at improvisere historier frem, denne om et par, der mødes på Smukfest og år senere går fra hinanden igen i de samme omgivelser.

Forud for ’Byens kro’ hørte vi om trioens besvær med at undslippe distriktspsykiatrien i Århus, og slagnummeret ’For pengene’ blev naturligvis drejet over på den aktuelle politiske situation, inden vi alle fik lov at erklære os på den rigtige fløj ’ Er du i det for pengene? / er du en af drengene?’.

Hænger i klubben

Ingen behøver være i tvivl om på hvilken side, Folkeklubben hører til.

Der bliver spillet med afslappet intensitet og smilet mellem drengene, der fuldendes af guitaristen Rasmus Dall, som kan få meget ud af de simple melodilinjer i sit vidtfavnende og meddigtende spil.

LÆS OGSÅ Protestband skriver (p)opsange til Politikenlæsende caffelattenarkomaner

Mod slutningen i ’Tænker tit’ blev repertoiret udvidet til noget i retning af rock. Og i den afsluttende ’Fedterøv’ får vi stort set alle en over snotten for uklædelig nærighed i alle livets forhold. Klædeligt.

Lidt flere temposkift og naturligvis nogle flere sange, der virkelig står distancen, vil gøre Folkeklubben til et sted, man virkelig gider hænge, hygge sig, grine og blive lidt klogere på det hele i mange år.

Klubben er kommet frisk fra start, båret af en enorm medvind. Men man fornemmer, at der er styrke nok i materialet og d’herrer til at modstå en eventuel anden vindretning.

Det vil formentlig blot gøre Folkeklubben endnu stærkere.

Erik Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her