»Da vi lige havde startet Folkeklubben, var der ikke rigtig nogen, som gad høre på os. Vi var jo bare endnu et nyt band – who cares? I stedet for at give sig til at spille på de klubber, der giver fem nye bands chancen hver aften, blev vi enige om at udfordre os selv ved at spille på steder, hvor der ikke normalt er musik«.
»En dag foreslog jeg, at vi skulle spille på Mændenes Hjem. Det sted har altid tiltrukket mig. Jeg er selv vokset op i en bolig lige op til den lukkede afdeling på Psykiatrisk Hospital i Aarhus, hvor mine forældre arbejdede som psykiatere, så jeg føler mig godt hjemme blandt skæve eksistenser«.
En anden verden
»For de fleste er Mændenes Hjem jo et sted, man går forbi og forhåbentlig aldrig kommer ind«.
»Hvis man går over dørtærsklen der, er det, fordi man virkelig er gået ned med flaget. Men samtidig er det et fascinerende sted. Der er sådan et lille samfund i samfundet, som både har læge og tandlæge. Og plads til dem, som der ikke rigtig er plads til andre steder i byen«.
»Mændenes Hjem sagde heldigvis ja tak, da vi tilbød at komme og spille for dem kvit og frit. Koncerten skulle finde sted en råkold søndag aften i december, og vi vågnede op med en følelse af, at nu gælder det. Vi mødtes på Værnedamsvej, hvor jeg bor, og læssede gear i vores ladcykel, som gjorde det ud for tourbus for os. Så trak vi cyklen op ad Vesterbrogade, ned ad Gasværksvej og ind i Istedgade, mens vi snakkede om, at vi snart skulle ind i en helt anden verden«.
»Da vi ankom til Mændenes Hjem, opdagede vi, at brugerne havde klistret bogstaver op i loftet, så der stod Folkeklubben. Det var så rørende. For første gang oplevede vi, at der var nogen, som virkelig glædede sig til at høre os spille«.
Drænede musikere
»At spille på Mændenes Hjem føltes lidt som at være med i en David Lynch-film. Der var mørkt, og der foregik utrolig meget omkring os. Der blev taget ting og sager, der blev junket, nogle gik frem og tilbage, og andre sad nede bagved med ryggen til, fordi de ikke kunne rumme at komme tættere på. Så vi kunne ikke bare fare løs med musikken«.
»Bagefter kom flere af brugerne op og takkede os. Især en af dem gjorde indtryk. Tommy, som han hed, var meget rørt over, at vi havde anerkendt, at de fandtes. At der for en gangs skyld var nogle, som ikke bare cyklede forbi«.
Charmerende succestrio serverede friske sange for Folket»Bagefter gik vi op på McKluud og drak en øl. Én øl. Vi kunne ikke rumme mere. Vi var drænede, som mennesker og som performere. Men på den glade måde. Den aften gik det for alvor op for os, at det her band altså kunne noget«.
»Noget tid senere skrev Mændenes Hjem til os og spurgte, om vi ville spille til deres sommerfest. Det takkede vi naturligvis ja til. Så nogle måneder senere stod vi der igen«.
Hyggelig sommerfest
»Da vi kom, fortalte personalet, at især Tommy virkelig havde glædet sig til, at vi skulle komme og spille. De seneste tre måneder havde han bare drønet rundt på Vesterbro og talt om det. »Vi glæder os også til at se ham. Kan I ikke kalde ham herop på scenen«, spurgte vi. »Det ville vi gerne«, fortalte de. »Men han døde af en overdosis i går«. Det var sgu barskt! Men det var også bekræftende at tænke over, at en gut havde rendt rundt og nynnet vores sange«
»Den aften var meget anderledes end første gang, vi spillede på Mændenes Hjem. Nu var det med anlæg, og der var fadøl og grill og dans og det hele. Det var skide hyggeligt. Men den første aften står alligevel som noget helt specielt for os. Jeg plejer at sige, at det var vores manddomsprøve som band«.
fortsæt med at læse
