Jeg fattede ikke en bjælde af, hvad Tristan og Isolde sagde til hinanden i Aarhus, og det var nøglen:
Jeg mærkede det helt inde i hjertet i stedet.
Isoldes våde øjne er ved at strømme over af brusende kærlighed, da hun stormer over dansegulvet og kaster sig op i Tristans stærke ridderarme, der hvirvler hende rundt, som var portene til Paradis netop blevet åbnet.
Endelig er kærligheden erklæret, endelig kan de snave sig halvt ihjel, endelig kan det hele gå så legendarisk galt.


























