Det er betænkeligt modigt at gøre noget så tabuomgærdet og tragisk som et teenageselvmord til omdrejningspunktet i en musical, der i bund og grund er en historie om ung kærlighed, om at føle sig udenfor og om at blive voksen. Oplægget i sig selv lyder nærmest både krænkende og pjeceagtigt.
Men resultatet er ikke desto mindre en ret vidunderlig, rørende, hjerteskærende og dybt opløftende forestilling, der formår at styre uden om de mest rørstrømske klicheer for endelig at bestyrke os i håbet om, at livet er livet værd, hvilket er banalt, men ikke desto mindre sandt som både klamme håndflader og det første kys.
Den altoverskyggende hovedperson er 3.g’eren Evan Hansen, der døjer med social angst, mindreværdsfølelser og mangel på menneskelig kontakt.
Han bor alene med sin mor, der er alt for travl med arbejde og kurser til at se, hvor slemt hendes dreng egentlig har det. Men hun har dog fået slæbt ham til noget terapi, hvori indgår, at han skal skrive breve til sig selv, der begynder med ’kære Evan Hansen’.
For at det ikke skal være løgn, har Evan, der er ulykkeligt forelsket i den guitarspillende Zoe, brækket armen i sommerferien, og hans mor foreslår ham, at han da kan få folk til at signere gipsen. Det er der bare ingen, der gør. Bortset fra skolens mest fortabte outsider, Connor (som er bror til Zoe), en ensom, stofbrugende, sortklædt inkarnation af teenage Weltschmerz, og han gør det i protest.
Men han får også fingre i Evans udprintede brev til sig selv, som blandt andet omtaler kærligheden til søsteren Zoe.
Intet er bare spøg
Da Connor efterfølgende gør en ulykke af sig selv, finder forældrene brevet og tror, at Evan og Connor var venner.
Denne antagelse bestyrkes af Connors massive navnetræk på gipsarmen, og inden han ved af det, er Evan viklet ind i en kluddermor af misforståelser. Som han ser sig selv manøvreret i, fordi Connor og Zoes familie tager ham til sig, og han bliver populær på skolen, fordi han var ven med afdøde, som nu med massepsykologisk perversion dyrkes som et ikon – de unge levende har siden den tyske romantik elsket de unge døde.
Trods sin sinistre præmis er ’Dear Evan Hansen’, især første akt, en meget morsom affære. Dialogen er mundret og rap, og sangene afleveres med empati og patos uden at klæbe. Alle medvirkende gør det virkelig godt.
Thorbjørn Hedegaards ultralyse tenorstemme passer med sin professionelt uskolede klang perfekt til rollen, og han har intetsteds problemer med den ellers pænt komplekse melodik, som præges af ganske bratte og store intervalspring.
I en smuk kærlighedsduet med Sara Viktoria Bjerregaards Zoe får den unge lyst nærmest vinger, mens Johanne Louise Schmidt og Carsten Svendsen hver for sig får mulighed for at synge sorg og frustration ud, så det virkelig vil noget. Viktor Pascoe Medom gør det også overbevisende som kulsort indestængt goth-engel.
På den mindre lyriske side er Kevan Nirwan Soliman og Malaika Berenth Mosendane kække som komiske sidepersoner med en vis alvor i lommerne. Intet i forestillingen er det bare spøg, selv om man griner – måske for ikke at bryde ud i gråd.
Selv om det tematisk er en anderledes musical, bruger den genrens velkendte elementer. Den klassiske forvekslingskomedie er til stede i en moderat omkalfatret variant, og ved at lade afdøde Connor tale gennem falske mails sender man diskret en hilsen til Edmond Rostands fortælling om ’Cyrano de Bergerac’.
Musikalsk er vi et sted henne, hvor moderne popmusik blandes med elementer fra både modernistisk kompositionsmusik og indie rock. Og forestillingens band er virkelig velspillende, ligesom man må rose oversættelsen af både dialog og sangtekster ved Marie Degener Troelsen. Der sættes ikke mange tæer forkert.
Hvorom alting er: ’Dear Evan Hansen’ er en prægtig og dejlig musical, selv om den handler om det mest tragiske af alt.
fortsæt med at læse
