Det begynder med en ganske hårdhændet kastration. Forestillingens hovedperson, Drengen, drømmer om at blive gammel og planter et blomsterfrø, der spirer og vokser til en flot, strunk plante med stilk og kronblade.
Men så entrerer en stramtandet udseende kvinde med opsat rødt hår scenen. Hun er ikke udstyret med en air fryer, men en hækkesaks, som brutalt klipper den fine blomst ned til tonerne af ’Danmark’ – og det udarter til et veritabelt optrin med skarpe haveredskaber, så ingen kan være i tvivl om ironien, når omkvædet ’Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her’ lyder. Højskolesang eller ej.
Dernæst får en ung kvinde sin bekomst, da gimperne har fjernet hendes hue og erfaret, at den skjuler kaninører. Hun er sådan en, og der gøres kort proces med den del af anatomien, så hun efter indgrebet ligner en mellemting mellem et lobotomioffer og tegneseriefiguren Hellboy, når denne lige har barberet sine horn med en vinkelsliber.
Symbolikken er så tyk, at den ikke er til at komme uden om: det er en politisk konflikt mellem den frie livsudfoldelse og filistrene, der vil glæden, åbenheden og de strittende ører til livs. Hvilken af nutidens verserende kampe, man ønsker at læse ind i forestillingen om de vilde kaniners kamp for at kunne ånde, trives og knalde frit, må være op til en selv. Men det slås fast med mere end tegnestifter, at noget truer os i tiden, og at kaninismen – som står for alt det gode – er ved at blive trådt under fode af lugubre typer.
Et drøn af sanselighed
Nu er det så ikke sådan, at man føler sig hensat til 1970’ernes pegepindssvingende debatteater, selv om man da godt kan ane en – moderat venstresnoet – affinitet til Røde Mors Rockcirkus. For ganske håndfaste pointer til trods er Gnags-teaterkoncerten først og fremmest et drøn af sanselighed, hvor musik, lys, dans og rum smelter sammen til noget aldeles forunderligt.
I modsætning til mange andre teaterkoncerter vedgår ’De vilde kaniner’ sig en narrativ struktur, der går ud af det rapsodiske. Der er en tydelig handling med begyndelse, midte og slutning, og den drejer sig om, hvorledes kaninerne organiserer sig og antager form af en subversiv institution – de undergraver grænserne og parrer sig – inden det hele brænder sammen i et nærmest psykotisk orgie, hvorfra en ny og mere reflekteret orden og et forpligtende fællesskab kan opstå.
Kaninismen er den bærende kraft, driften, som enten kan udmønte sig i tosommelig elskov, i vild masseparring eller indsigt. Det er en smuk og naiv fortælling, som der er fuldt belæg for i Gnags hverdagspoetiske tekstunivers og jordnære rockmusik med islæt af verdensmusikalitet, hvad enten det er reggae, ska, latin eller funk.
Sangene er mange og kendte. De fleste af en vis alder vil – omend modvilligt – kunne synge med på ’Går med hunden gennem byen’, ’Slingre ned ad Vestergade’, ’Burhøns’ og nok også smelte henført genforelsket til ’Kærester’ eller mindes ’Den dejligste morgen i hundrede år’. De fleste har klassikerstatus, og de illustreres ikke alene kongenialt af den fine koreografi, de pangfarvede kostumer og den flotte scenografi; de forstærkes, ja i visse tilfælde omfortolkes de også på prægnant vis – som når ’Jeg går med hunden gennem byen’ kommer til at handle om undertrykkelse og domesticering, og ’De dansende blå linealer’ bliver en allegori på udelukkelse og længsel efter fællesskab.
Andre er bare lige på kornet, især forløbet omkring ’Jeg elsker dig’, ’Fuldmånen lyser’ og ’Kærester’ er en af de mest spektakulært fyrværkeriagtige romancer, der er set på en dansk teaterscene i mange år. Ensemblets gestaltning af ’Mr. Swing King’ er eksplosivt livsbekræftende. Det er svært at bevare dødbiderminen, når der gås sådan til vaflerne på scenen.
1980’ernes storhedstid
Udvalget af det musikalske materiale er først og fremmest fra 1980’ernes storhedstid, men der er også den tidlige ’Kom/Sammen/Sang’ (fra ’Del af en ring’-albummet’, den tungt rockende dyrevelfærdsanklage ’Burhøns’ – Gnags var i så henseende forud for samtiden – og lejrbålsklassikeren ’Under bøgen’ fra ’Er du hjemme i aften’. Der er ingen markante udeladelsessynder. I sammenhængen er det skægt, at netop ’Burhøns’ bliver gjort til en lirekassevise, så et slægtskab til Bert Brecht og Kurt Weils ’Laser og pjalter’ antydes – selv om der sgu’tte er meget Entfremdung i forestillingens massive audiovisuelle hypnotisering af publikum, men det er muligvis en pointe.
Den håndværksmæssige side af sagen er der ikke mange fingre at sætte på. De medvirkende gør alle et fremragende stykke arbejde – og lys, lyd og scenografi fungerer. Udnyttelsen af rummets store vertikalitet ser man et fint eksempel på hen mod slutningen, hvor castet nærmest danner en menneskelig guirlande ved hjælp af en rebstige. Her er symbolikken også til at tage og føle på: himmelflugt og udfrielse, men samtidig hviler vægten af dem alle på et enkelt individs skuldre.
Sine steder er det for dunkelt og faktisk lidt fodslæbende, men for det meste er der fart over feltet og gnister i gasbeholderen. Bandet spiller tæt, tæt – så sangene i visse tilfælde overgår originalerne fra forrige århundredes fester. Så fedt er det. Og en gevaldig hyldest til livet, glæden, fællesskabet og musikkens kraft. Længe leve kaninismen.
fortsæt med at læse
