»Var det mon sådan her, Knud Brix havde det, da Edith brød ind i hans hjem?«, tænkte jeg torsdag aften.
Ligesom alle andre har jeg været opslugt af ’Paranoia’, siden den satte ild til mediebranchen og navnet Edith på alles læber – chefredaktørens autofiktive roman om stalkeren, der forvandlede hans liv til »et mareridt«.
Og nej, selvfølgelig ikke. Brix var i sit eget hjem med en nyfødt baby. Jeg sad i foyeren på Aveny-T med en blodappelsinsodavand.
Men da jeg fik øje på it-eksperten Simon, der kriblede rundt som en kakerlak under kampagnelederen Mais lejlighed, var det isnende, klamt ligefrem, som var det mig, han stalkede.
Til gengæld stod der et spørgsmål på min notesblok, hverken jeg eller min veninde kunne besvare.
