Hej smukke dreng. »Hej«.Hvordan er det at være så flot, at alle pigerne tror, du er bøsse? »Det er rigtigt, at de troede det engang, men det har jeg været vant til, siden jeg var lille. Jeg var meget androgyn, og helt op til 13-års alderen var der folk, der troede, at jeg var en pige. Men det har sgu aldrig generet mig. Og jeg har jo nok også selv været ude om det«. Ja, i et interview kan man læse, at »Sport og især bolde skræmte ham«, og du citeres for at sige »Jeg gik med sminke, og en dag havde jeg også dametøj på i skole«. »Det var jo bare for at provokere lidt og lege med seksualiteten. Hvis jeg havde haft en mistanke om, at jeg var homoseksuel, havde jeg nok ikke turdet gøre de ting. Det var skægt, at folk troede det, og så svarede jeg igen ved at få dem til at tro det endnu mere. Men jeg har aldrig snavet med en dreng«.Men du scorede vel heller ikke mange piger på det? »Det skal du sgu ikke sige. Jeg var en moderne metroseksuel mand«. Som i filmen ’Smukke dreng’, hvor du spillede en 13-årig trækkerdreng? »Ja, jeg kan godt se det. Men det har ændret sig meget, for efter jeg blev 25, tog jeg 12 kilo på, og jeg har fået både skæg og mave. Min stemme er også mere dyb, så jeg er blevet temmelig maskulin inden for de sidste tre-fire år«.Men du har jo lige instrueret novellefilmen ’En forelskelse’, der handler om en 16-årig dreng, som forelsker sig i sin pigekærestes far. »Jeg ved godt, at det er en dårlig vane at kredse om det homotema, og hvad du ikke ved, er, at jeg også har skrevet en teaterforestilling, der hed ’Gay Town’. Men det er kun fordi, at der er så meget humor i det. Det er altid sjovt med to mænd, der kysser«. Hvad fanden? Er du homofobisk? »Nej. Det er bare et billigt trick. To mænd, der kysser, og især hvis den ene er meget ældre end den anden, vækker altid en form for nysgerrighed. Det er jo for eksempel ikke så sjovt med to piger, der kysser«. Øh, lad mig lige få det på plads. Det vækker ikke din nysgerrighed, når to piger kysser? »Jeg griner ikke, men bliver måske mere ophidset. Der er bare et større tabu omkring mænd, og det har jeg udnyttet. Men jeg lover, at det skal være slut nu, og jeg lover med fem udråbstegn, at jeg ikke er bøsse«.Det må du sgu da selv om. Jeg spørger jo bare. Du er eddermame en pivskid. »Jeg er virkelig en pivskid, og det er ikke blevet bedre med alderen. I går aftes flyttede jeg til Vesterbro. Det har taget mig 30 år at flytte fra Østerbro, hvor jeg voksede op og siden har boet 500 meter fra mine forældre«. Har du så siddet inde i et skab på Vesterbro og ringet hjem til mor? »Jeg er faktisk hos hende nu, og jeg overvejer at sove her, fordi jeg ikke har nogen seng endnu«. Det er vist godt, at du er flyttet til ’farlige’ Vesterbro. »Ja, for mit liv er ikke så farligt. Men jeg synes, det er sjovt at beskæftige mig med det farlige og det tabuiserede gennem skuespillet. Jeg er et godt eksempel på, at ens liv og ens skuespilroller ikke behøver hænge sammen«.Men du har engang gået rundt og blæret dig med den kunstige tatovering, du fik til din rolle i ’Hamlet’. »Det var fordi, jeg kunne mærke, at jeg blev mere tiltrækkende ved at være sådan lidt badboy. Det var en kunstig tatovering, der gik væk efter tre dage, men der var altså flere kvinder, der kiggede på mig i den periode. Men den var jo fake, og jeg turde ikke få lavet en rigtig. Jeg må forstille mig, og det irriterer mig da også«. Men ikke nok til, at du holdt dig for god til at vise tatoveringen på dit profilbillede på Facebook? »Det er rigtig, ja. Men det var jo fake. Kan du ikke se det?«Sagtens. Du har hele livet løjet dig til identiteter som hetero og rebel, og nu vil du bilde os ind, at du er sjov i ’Guitaristerne’. »Ja«.Men det er altså ikke nok, at du har ladet skægget gro til det pletskaldede pubertetstæppe, du render rundt med. »Nu står jeg og kigger på mig sig selv i spejlet, og jeg vil altså sige, at jeg er kommet væk fra det pubertære baby face. Jeg har et kæmpe skæg og har fået markerede træk og lidt rynker. Hvis du så mig nu, ville du aldrig tænke, at ham der er en bøsse eller en fims. Jeg er jo ikke sådan en Allan Olsen. Jeg kan ikke spille de der drengeroller mere«.Hvem snakker om bøsser? Jeg snakker om dit skæg. Er det også fake? »Det er ægte, men det er hullet, fordi jeg ikke kan få skæg på kinderne. Nikolaj (instruktøren af ’Guitaristerne’, Nikolaj Cederholm, red.) har bedt mig lade skægget på kindbenene gro ned over, men det ville se lidt for usselt ud. Jeg tør sgu ikke rigtigt. Jeg er alt for forfængelig til at være method actor.Kan du overhovedet spille guitar, som du skal i stykket? »Jeg har spillet guitar, siden jeg var tolv år, og i forhold til, hvor længe jeg har spillet, er jeg nok Danmarks dårligste guitarist. Jeg har ikke udviklet mit spil siden 17-års alderen«. Du er lidt sådan en jeg-ved-lidt-om-lidt-af-hvert-type. Jeg er lidt bøsse, lidt rebel, lidt sjov, lidt Jimi Hendrix-agtig. Findes der noget, du ikke er middelmådig til? »Jeg er faktisk ret talentfuld til tre ting: at spille skuespil, at instruere og at skrive«. Tror du virkelig, at du havde været med i Djævlens Advokat, hvis du havde lignet Philip Seymour Hoffmann? »Ja, hvorfor skulle jeg ikke det? Jeg har de tre talenter og er elendig til alt andet. Men middelmådig har jeg sgu aldrig været«.

OBS: Djævlens Advokat er et satireformat, der kørte i Politikens Ibyen-tillæg i en årrække.