Der er noget råddent i den danske kunst. Det mener Michael Jeppesen. Eller som han selv formulerer det: »Kunstscenen i Danmark lever på en løgn«. Vi sidder på Statens Museum for Kunst. I kunstens allerhelligste. Her i cafeen er der vist ellers almindelig enighed om, at det trives så vældig godt, det danske kunstliv.
Folk ser glade og forløste ud over deres maskinlatte. Men løgnen lever også – og i den grad – her, ifølge Michael Jeppesen. Kunstsamleren og kunstanmelderen ved Information har taget en afstikker fra avisen: Næste uge debuterer han som dramatiker med stykket ’Faust uden titel’ på Odense Internationale Musikteater – for kritikken kaldte på en gestaltning: »Jeg skrev stykket, fordi min mavefornemmelse sagde mig, at noget var galt. Det gav mig anledning til at forstå, hvad der var råddent«. Stykket handler vist kort fortalt om en idealistisk billedkunstner, der forføres af en banal kunstsamler – men det er ikke fiktionen på scenen, vi ender med at tale så sindssygt meget om. Faktisk slet ikke. Derimod taler vi om virkeligheden, som den baserer sig på. Nye tider, nye paradigmer I forbindelse med stykket har Michael Jeppesen fået foretaget tre undersøgelser (se faktaboks), der tilsammen har været med til at give ham en lettere empirisk rygdækning for sin fatale diagnose.
