Både operastjernen Tosca og den skrøbelige Liza i ’Spar dame’ har deres største kunstneriske øjeblikke i slutningen af deres største livskriser. Og Emily Magee er hovedpersonen, der formidler dem begge. I virkeligheden er det kunstnerisk perversion, når det er værst: Emily Magee skaber de absolut største øjeblikke med uafrystelig skønsang, netop som en ulykkelig skæbne tvinger hende til at tage livet af sig selv. Tak for kaffe. Selvmord iklædt æstetisk ynde. Så vi kan svælge i personlig tragedie i tilstrækkelig romantiseret forklædning, at den slet ikke minder os om det, der foregår uden for teatermørket. Nu er opera selvfølgelig bare noget, de leger. Specielt i den canadiske instruktør Robert Carsens udgave af ’Tosca’ på Zürichoperaen i 2009 med tidens største tenorstjerne, Jonas Kaufmann, der netop er udkommet på dvd.
De mange rødglødende sange og det gribende plot er i en vis forstand på plads. Om maleren og frihedskæmperen Cavaradossi, som den onde politikommissær Scarpia torturerer og henretter i en rigtig djævelsk dobbeltplan, hvor han både kan passe sit arbejde som fascistoid magthaver og komme i bukserne på den smækre Tosca. Men Carsen har fået den irriterende idé at lade historien udspille sig som et skuespil på et teater, så når Tosca til sidst tager det store spring, så er det ud til publikum, ud af fiktionen, og så er det, der ellers er en temmelig perfekt operahistorie, reduceret til en intellektuel leg plus en lille dannelsesfortælling. Der er masser af store højdepunkter ligeligt fordelt mellem eminente Kaufmann med de mange perfektionerede variationer hen over orkestret, Magees renfærdige fylde og den aldrende Thomas Hampson som mere end almindeligt ondt skælvende baryton. Men hele tiden stikker Carsens teater-i-teatret en nål i stemningen. Mangler nyfortolkning Den slags problemer har de ingen af i Barcelona, hvor Tjajkovskijs højpotente værk fortælles lige ud ad landevejen som et ærkerussisk eksistentielt psykodrama. Her er soldaten Hermanns prioriteringsproblemer ledsaget af 1800-tals-uniformer og knæbukser i guld. Hvad gør manden, der både er besat af en forlovet ung kvinde og muligheden for på magisk vis at tilrane sig den vindende formel i kortspil? Han bliver gal, og så må Emily Magee igen vælge at dø for egen hånd, når Misha Didyk som overbevisende Hermann med vanviddet lysende ud af øjnene går til spillebordet. Og i øvrigt må samme vej som Magee ikke så længe efter. Det gode ved 2010-produktionen fra Barcelona er, at de lader historien styre. Som psykologien fortættes i løbet af de tre akter, bliver omgivelserne og spillet mørkere og enklere. Man kan sagtens argumentere for, at de malede kulisser i tre etager og de mange stiliserede udgaver af 1800-tallets aristokrati godt kunne udfordres af en omgang radikal nytænkning. Men uden en nyfortolkning at skulle mase Tjajkovskijs mesterværk ned i bliver der masser af livgivende plads til den intense musik og de store dramatiske sanglinjer. Sådan nogle er Tosca og Cavaradossi også udstyret med i Puccinis drama. Man får bare ikke helt lov at mærke det.
