Dyrene hober sig op i dynger på scenen, bleghvide kadavere, der tilmed dumper ned fra oven, rådyr med en lugt af lighus og syret Disney. De bliver ved med at rumstere inde i en, længe efter at forestillingen er slut. Hvad er det med de der dyr? Hvorfor trænger de sig sådan på i ’The Deer House’ skabt af den belgiske multikunstner og teaterveteran Jan Lauwers som afslutning på hans vidtspændende trilogi ’Sad Face/Happy Face’? »Dyr er en metafor. Når du går i skoven og ser et rådyr, får du en god fornemmelse. Du føler, at der er en form for håb. Jeg så en dokumentarfilm fra Mongoliet, hvor de har de her rådyrhuse. En gang om året kommer der hundredvis af dyr ind, og de får hugget gevirerne af. Så drager alle de der rådyr med blødende hoveder af sted igen. Men hvad er et rådyr uden gevir? Det er ingenting, en patetisk, amputeret skabning«. Personerne i hans forestilling kan i det hele taget minde om amputerede rådyr. Det handler om død, vold, kærlighed og seksualitet hele vejen igennem trilogien.
Det har været Lauwers’ yndlingstemaer, lige siden han begyndte med sit performanceteater i 1980’erne.
