Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tæt på. Isabelle Reynaud kender problemet med en alkoholiseret  familie indefra.  Nu instruerer hun sit stykke ’En lille en’ på Entrescenen i Århus. Foto:  Rasmus Baaner

Tæt på. Isabelle Reynaud kender problemet med en alkoholiseret familie indefra. Nu instruerer hun sit stykke ’En lille en’ på Entrescenen i Århus. Foto: Rasmus Baaner

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

interview »Alkoholisme er en smitsom sygdom«

Druk er en ’smitsom sygdom’, hvis følgevirkninger især rammer alkoholikerens børn. Og de bærer de afgørende svigt med sig gennem hele livet, fremgår det af et nyt drama, som er blevet til efter godt 30 samtaler med børn og voksne, der som børn er vokset op med en far eller en mor, der drikker.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hun ved det bedre end nogen, den 42-årige teaterinstruktør Isabelle Reynaud. Men da hun så den danske film ’Bænken’ om en alkoholiseret far, der svigter sin datter, skete der alligevel noget med hende. Fra de første minutter og til filmen sluttede, løb tårerne støt, stille og roligt ned ad kinderne på hende.

»Har du det godt?«, spurgte en veninde bekymret i biografmørket, men svaret fra Isabelle Reynaud var et ja.

»For det var en befrielse. En forløsning«, forklarer instruktøren, der på lærredet til det smertelige var blevet mindet om, at alkoholisme er en smitsom sygdom, der især rammer børn. De børn, der mister deres barndom og vokser op som små, alt for ansvarlige voksne, fordi deres mor eller far eller begge to drikker.

Efter ’Bænken’ ringede Isabelle Reynaud til skuespilleren Jesper Christensen og takkede ham for ’den gave’, han havde givet hende. Og efterhånden er den tysk-franske herboende Isabelle Reynaud nu blevet så afklaret med sin egen historie om alt for meget ansvar alt for tidligt, at hun nu får opført stykket: ’En lille én – en teatercollage om voksne børn af alkoholikere’. Et stykke, der med beske pointer og tragikomik vil minde om, at der i Danmark ikke alene er 200.000 alkoholikere – men at de har mindst lige så mange pårørende, at især de yngste af dem mærkes af alkoholens bivirkninger for livet – og at alle os udenom har en moralsk forpligtelse til at blande os. På trods af tabuer.

Når emnet brænder på for instruktøren, er det selvfølgelig, fordi hun selv har prøvet at være det barn, der forgæves prøvede at råbe en ignorant voksenverden op om en stedfar og en bedstefar, der drak. Men ideen om at tage temaet op som teaterkunstner opstod først, efter at hun som voksen var blevet konfronteret med sine egne børns fortællinger om kammerater, hvis forældre drak. Det gik op for Isabelle Reynaud, »hvor ufatteligt svært det stadig er« at blande sig og gå hen og sige til et medmenneske: ’Jeg ved, at du drikker, kan jeg ikke hjælpe med børnene?’

»Alkoholkulturen i den her del af verden hænger sammen med fest, frihed og godt humør, og alkoholikeren selv gør ikke noget som helst, det er jo netop en del af sygdommen at fortie, fornægte og lyve. Så jeg tror faktisk, at det er lettere for et barn at komme og sige: Min far er stiknarkoman. Så bliver man i det mindste taget alvorligt med det samme«.

For at sikre sig, at hun ramte rent, når hun nu for første gang som kunstner skulle behandle det tema, der om noget havde kastet skygger over hendes eget liv, gik Isabelle Reynaud utraditionelt til værks. Inden hun foretog sig andet, gav hun sig til at arrangere samtaler og interview med over 30 danskere i alderen 12 til 70 år. Imod løfter om anonymitet har hun fået børn, unge og plejehjemsbeboere til at fortælle deres personlige historie om en opvækst med sprut, løgne og fraværende forældre. Først derefter har fire dramatikere »destilleret samtalerne«, som Isabelle Reynaud udtrykker det, og skrevet seks monologer. Seks skæbner, der fremstilles parallelt og hver for sig på scenen – for ligesom at understrege den ensomhed, der er en del af alkoholikerbørns problematik.

De samme historier
Det er altså ikke sin egen historie, Isabelle Reynaud har sat op. Men efter at have talt med de mange alkoholikerbørn – de fleste nu voksne – har hun lært, hvor mange følelser, tanker og oplevelser, der går igen, og dem har hun taget afsæt i.

»Der er så mange fællestræk, og det tydeligste for mig og det, jeg koncentrerer mig om i mit stykke, er det forskudte perspektiv: børn, der skal være voksne, og voksne, der aldrig bliver det. Sandhed, der fornægtes og løgne, der fortælles så mange gange, at de næsten lyder sande«, fortæller Reynaud, der bruger det forskudte perspektiv i sin scenografi, hvor en hvid vugge for eksempel er fuldkommen ude-af-proportioner-enorm. Så stor, at den kan bruges som storskærm, når Michael Falch og andre alkoholikerbørn i opsætningen på Entréscenen træder frem på video og fortæller nogle af de alkoholvitser, der er med til at forskyde opmærksomheden fra, at der er mange mindreårige ofre, når øllerne glider ned allerede fra mandag morgen.

Og så er det ifølge Reynaud typisk for børn af alkoholikere, at de udvikler et antennesystem, der fanger den mindste støj i et rum.

»Alkoholikerbørn kan spotte en alkoholiker på 200 meters afstand, men de kan også som ingen andre de gå ind i et rum og fornemme en stemning med det samme. De har simpelthen været vant til at skulle føle sig frem, når de kom hjem: Hvordan er det lige i dag?«, siger instruktøren, der kender det fra sig selv. Hun har bare, som hun pointerer, den fordel, at hun kan bruge den overdrevne sensibilitet som kunstner. Ikke at det ikke har været hårdt at lade fortidens spøgelser vælte ud af barskabet.

»Men når jeg kan lave teater ud af det nu, er det jo netop, fordi jeg som voksen har fået distancen, der gør, at jeg kan tage det op. Jeg mener, at det er afgørende som kunstner at kunne hæve sig op og se helheden. Det skal jo være godt teater. Ikke selvterapi, for fanden«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden