Tæt på. Isabelle Reynaud kender problemet med en alkoholiseret  familie indefra.  Nu instruerer hun sit stykke ’En lille en’ på Entrescenen i Århus. Foto:  Rasmus Baaner

Tæt på. Isabelle Reynaud kender problemet med en alkoholiseret familie indefra. Nu instruerer hun sit stykke ’En lille en’ på Entrescenen i Århus. Foto: Rasmus Baaner

Scene

interview »Alkoholisme er en smitsom sygdom«

Druk er en ’smitsom sygdom’, hvis følgevirkninger især rammer alkoholikerens børn. Og de bærer de afgørende svigt med sig gennem hele livet, fremgår det af et nyt drama, som er blevet til efter godt 30 samtaler med børn og voksne, der som børn er vokset op med en far eller en mor, der drikker.

Scene

Hun ved det bedre end nogen, den 42-årige teaterinstruktør Isabelle Reynaud. Men da hun så den danske film ’Bænken’ om en alkoholiseret far, der svigter sin datter, skete der alligevel noget med hende. Fra de første minutter og til filmen sluttede, løb tårerne støt, stille og roligt ned ad kinderne på hende.

»Har du det godt?«, spurgte en veninde bekymret i biografmørket, men svaret fra Isabelle Reynaud var et ja.

»For det var en befrielse. En forløsning«, forklarer instruktøren, der på lærredet til det smertelige var blevet mindet om, at alkoholisme er en smitsom sygdom, der især rammer børn. De børn, der mister deres barndom og vokser op som små, alt for ansvarlige voksne, fordi deres mor eller far eller begge to drikker.

Efter ’Bænken’ ringede Isabelle Reynaud til skuespilleren Jesper Christensen og takkede ham for ’den gave’, han havde givet hende. Og efterhånden er den tysk-franske herboende Isabelle Reynaud nu blevet så afklaret med sin egen historie om alt for meget ansvar alt for tidligt, at hun nu får opført stykket: ’En lille én – en teatercollage om voksne børn af alkoholikere’. Et stykke, der med beske pointer og tragikomik vil minde om, at der i Danmark ikke alene er 200.000 alkoholikere – men at de har mindst lige så mange pårørende, at især de yngste af dem mærkes af alkoholens bivirkninger for livet – og at alle os udenom har en moralsk forpligtelse til at blande os. På trods af tabuer.

Når emnet brænder på for instruktøren, er det selvfølgelig, fordi hun selv har prøvet at være det barn, der forgæves prøvede at råbe en ignorant voksenverden op om en stedfar og en bedstefar, der drak. Men ideen om at tage temaet op som teaterkunstner opstod først, efter at hun som voksen var blevet konfronteret med sine egne børns fortællinger om kammerater, hvis forældre drak. Det gik op for Isabelle Reynaud, »hvor ufatteligt svært det stadig er« at blande sig og gå hen og sige til et medmenneske: ’Jeg ved, at du drikker, kan jeg ikke hjælpe med børnene?’

»Alkoholkulturen i den her del af verden hænger sammen med fest, frihed og godt humør, og alkoholikeren selv gør ikke noget som helst, det er jo netop en del af sygdommen at fortie, fornægte og lyve. Så jeg tror faktisk, at det er lettere for et barn at komme og sige: Min far er stiknarkoman. Så bliver man i det mindste taget alvorligt med det samme«.

For at sikre sig, at hun ramte rent, når hun nu for første gang som kunstner skulle behandle det tema, der om noget havde kastet skygger over hendes eget liv, gik Isabelle Reynaud utraditionelt til værks. Inden hun foretog sig andet, gav hun sig til at arrangere samtaler og interview med over 30 danskere i alderen 12 til 70 år. Imod løfter om anonymitet har hun fået børn, unge og plejehjemsbeboere til at fortælle deres personlige historie om en opvækst med sprut, løgne og fraværende forældre. Først derefter har fire dramatikere »destilleret samtalerne«, som Isabelle Reynaud udtrykker det, og skrevet seks monologer. Seks skæbner, der fremstilles parallelt og hver for sig på scenen – for ligesom at understrege den ensomhed, der er en del af alkoholikerbørns problematik.

De samme historier
Det er altså ikke sin egen historie, Isabelle Reynaud har sat op. Men efter at have talt med de mange alkoholikerbørn – de fleste nu voksne – har hun lært, hvor mange følelser, tanker og oplevelser, der går igen, og dem har hun taget afsæt i.

»Der er så mange fællestræk, og det tydeligste for mig og det, jeg koncentrerer mig om i mit stykke, er det forskudte perspektiv: børn, der skal være voksne, og voksne, der aldrig bliver det. Sandhed, der fornægtes og løgne, der fortælles så mange gange, at de næsten lyder sande«, fortæller Reynaud, der bruger det forskudte perspektiv i sin scenografi, hvor en hvid vugge for eksempel er fuldkommen ude-af-proportioner-enorm. Så stor, at den kan bruges som storskærm, når Michael Falch og andre alkoholikerbørn i opsætningen på Entréscenen træder frem på video og fortæller nogle af de alkoholvitser, der er med til at forskyde opmærksomheden fra, at der er mange mindreårige ofre, når øllerne glider ned allerede fra mandag morgen.

Og så er det ifølge Reynaud typisk for børn af alkoholikere, at de udvikler et antennesystem, der fanger den mindste støj i et rum.

»Alkoholikerbørn kan spotte en alkoholiker på 200 meters afstand, men de kan også som ingen andre de gå ind i et rum og fornemme en stemning med det samme. De har simpelthen været vant til at skulle føle sig frem, når de kom hjem: Hvordan er det lige i dag?«, siger instruktøren, der kender det fra sig selv. Hun har bare, som hun pointerer, den fordel, at hun kan bruge den overdrevne sensibilitet som kunstner. Ikke at det ikke har været hårdt at lade fortidens spøgelser vælte ud af barskabet.

»Men når jeg kan lave teater ud af det nu, er det jo netop, fordi jeg som voksen har fået distancen, der gør, at jeg kan tage det op. Jeg mener, at det er afgørende som kunstner at kunne hæve sig op og se helheden. Det skal jo være godt teater. Ikke selvterapi, for fanden«.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce