Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Øver. Farshad Kholgi har fra barnsben selv spillet alle karakterer i sine historier. I sit nye stykke håndterer han hele22 roller.
Foto: ADRIAN JOACHIM

Øver. Farshad Kholgi har fra barnsben selv spillet alle karakterer i sine historier. I sit nye stykke håndterer han hele22 roller.

Scene

Nyt enmandsshow: Kholghi spiller Kholghi - og 21 andre figurer

Skuespilleren får brug for hele sit repertoire i ny forestilling.

Scene

Der bliver talt volapyk i et rablende tempo oppe under taget på Københavns Musikteater.

En indisk kioskejer ved navn Fushu Frederiksen stikker sit gebis frem og bliver sekundet efter forvandlet til den indsmigrende Louise Ping Pong, der vil servere 'fissefrikadeller'.

Det er her, skuespilleren Farshad Kholghi holder prøver på sit enmandsshow 'Alle veje fører til Vojens', som snart får premiere på Folketeatret i København.

Og det kræver ikke det helt store af rammerne. Han optræder i det samme tøj i hele showet og med en klapstol som eneste rekvisit.

Hele stykket ligger i de i alt 22 figurer, han fremtryller med heftig mimik, store armbevægelser og sin skarptladte kæft, der synes proppet med sociolekter, dialekter og accenter fra det meste af verden. For ikke at nævne en hidsigt gøende og gispende chihuahua og en kælvende ko.

»Det er helt naturligt for mig. Jeg er enebarn, og når jeg legede, spillede jeg selv alle roller - både drengen, pigen, cowboy og indianer«, fortæller Farshad Kholghi efter en energisk fremvisning.

LÆS OGSÅ

Iransk middelalder
Fortælleformen er inspireret af iransk middelalderdigtnings 'kongebreve', der er en samling af historiske kongers bedrifter, fortæller Kholghi. En litteratur, som den dag i dag kan opleves live omsat til teater.

»Én mand opfører alle historierne, så skuespilleren spiller alle roller. Det kan man opleve på særlige teatre i Iran. Det er en kunst, man bliver udvalgt til allerede fra barnsben og går på særlige skoler for at lære«, forklarer han og påpeger, at en sammenligning med den japanske sumobryder-oplæring ikke er fjerntliggende.

Samtidig læner han sig op af commedia dell'arte-traditonen, hvor de omrejsende teatertrupper fangede sprogtonen, hvor de nu var og ellers talte volapyk iblandet et par af de lokale navne, som der aktuelt blev sladret om, for at aktualisere komediens stof.

»Folk væltede af grin«, lyder det begejstret fra Kholghi. »Jeg har altid elsket volapyk«.

Ligesom i det klassiske pantomimeteater benytter han sig også af arketyper, som er lette at aflæse og forholde sig til. For eksempel bandemedlemmerne Brian og Ali, en godmodig bonde og en karlsmart af en københavnsk agent. Og at han kan skifte lynsnart mellem sit galleri af figurer, viser han gladeligt frem for fotografen, da han inden for et par minutter fremmaner 15 styk.

»Jeg kunne blive ved hele dagen«, lyder det.

Kholghi spiller Kholghi
Hovedfiguren er dog Farshad Kholghi - eller rettere: en karikatur, der bærer samme navn. En københavnsk foredragsholder, som lever livet i overhalingsbanen med leaset lejlighed, leaset BMW og leaset Lise, og med ét mister det hele, da han i raseri langer ud efter overvægtige publikummer, lægges for had og ender på bunden i barndomsbyen Vojens.

Dramaet tager sin begyndelse, da den nyuddannede skuespiller Kholghi får et knæk, fordi en erfaren kollega siger, at han med sin iranske baggrund skal glemme alt om at komme til at spille Hamlet eller andre af de store skikkelser på teatret.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Gå dig i stedet en tur op og ned ad Nørrebrogade og lær, hvordan indvandrerne taler. Så får du nogle gode, folkelige roller«.

Et knæk for skuespiller-egoet, men han følger rådet. På Nørrebrogade får han dog også smag for shawarma og bliver hurtigt tyk og fed. Indtil han får diarré og taber det hele igen på rekordtid. Den 'kur' giver ham succes som foredragsholder hos overvægtige.

Fed og foredragsholder
Virkelighedens Kholghi har en lignende historie med en svær karrierestart og indvandrerroller - dog kom fedmen ikke af sharwarma, men snigende, da han en overgang kæmpede med angst og trøstespiste. Han gik fra 75 til 98 kilo på få måneder.

Han tabte sig dog ikke igen på grund af en diarré, men fordi en teaterchef fortalte, at han havde købt et Kenzo-jakkesæt, som han ville se Kholghi klemme sig ned i til en snartkommende premiere.

Farshad Kholghi har heller aldrig holdt foredrag om vægttab. Men han har holdt stribevis af foredrag om integration, satire og kulturmøder, og i det aktuelle stykke, der har undertitlen 'en komedie om tro, håb og varm luft' langer han kraftigt ud efter den branche, som han mener er fyldt med popsmartness uden reelt indhold.

»Hold da kæft! Kan det virkelig gå?«, har jeg tit tænkt, når jeg har siddet på tilskuerrækkerne. Bare fordi man er kendt, bliver man hevet ind som ekspert på det ene og det andet, selv om man ikke har forstand på det«.

Han nåede selv grænsen, da han blev opfordret til at møde op og 'fabulere over miljøproblematikker'. Siden har han haft en regel om udelukkende at tale ud fra egne oplevelser - og altså også, når han skriver til teaterscener.

Fis og alvor

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selv om stykket overfladisk betragtet kan ses som en letbenet satire over en smart københavnerkendis, der finder livets sande værdi, efter han rammer bunden og bygges op i provinsen, har Farshad Kholghi mere på hjerte.

»Mit første mål er, at det skal være underholdende. Jeg er så primitiv - det skal være skægt. Men det er ikke kun fis og ballade. Mit andet mål er at inspirere og åbne øjnene for fællesskabets styrke«.

»Vi er en generation af iPad'ere og iPhonere, som sidder og kigger ind i skærmen i stedet for at være sammen. Samtidig er vi bange og tør ikke blande os af frygt for at sige noget kontroversielt og risikere at blive udelukket af det gode selskab. Man må tage ansvar for sit liv og sit samfund«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce