mørke. Ordene høres bedre i mørket, mener instruktør Simon Staho (tv.) og dramatiker Peter Asmussen. Efter en konflikt arbejder de sammen på Aarhus Teater, og både på og uden for scenen er det livets største spørgsmål, der er på spil for dem.
Foto: Aarhus teater/ Joachim Ladefoged

mørke. Ordene høres bedre i mørket, mener instruktør Simon Staho (tv.) og dramatiker Peter Asmussen. Efter en konflikt arbejder de sammen på Aarhus Teater, og både på og uden for scenen er det livets største spørgsmål, der er på spil for dem.

Scene

Publikum skal opleve livet og døden i mørklagt teatersal

I stykket 'Hjertet skælver' er det ord alene, der skal skabe dramaet.

Scene

Forestillingen spilles i mørke. Kravet om stilhed er så gennemgribende, at stykket er flyttet til et tidspunkt, hvor der ikke sker andet på Aarhus Teater.

Det er radikale valg, instruktøren Simon Staho har truffet, når han nu træder fra film- og ind i teaterverdenen.

Ideen med mørket og stilheden er at lade ordene få så fremtrædende en placering, at det bliver dem, der lyser i mørket.

Det kan Peter Asmussens ord bære, og det fortjener de, mener Simon Staho om den Reumertvindende dramatiker, som han har samarbejdet med i årevis.

Sidste chance Vi møder de to på teatret i Aarhus til deres første fællesinterview nogensinde trods mange års samarbejde om spillefilm som ’Dag og nat’, ’Bang Bang Orangutang’ og ’Himlens hjerte’.

På torsdag har de premiere på deres første teatersamarbejde nogensinde, dramaet ’Hjertet skælver’. På spil er intet mindre end livets store stadier – med fødsel i den ene ende og død i den anden.

Simon Staho har valgt at samle en række af Peter Asmussens stykker i én forestilling om livet og døden, og der er nogle omstændigheder, der gør, at det ikke bare er teori og forestilling, men »en nødvendighed«.

»Det er ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt jeg havde lyst eller tid eller syntes, det kunne være sjovt«, siger Staho.

»Det var slet ikke et valg. Det stod klart for mig, at det kunne være sidste chance, så jeg måtte tage det på mig«.

Venskab på pause
Egentlig lå forholdet mellem de to kunstnere på knust is, da Aarhus Teater ringede til Simon Staho. 14 års kunstnerisk samarbejde var strandet efter en mindre konflikt, der havde vokset sig stor, og det tidligere tætte venskab var på pause.

»Vi vidste end ikke, om bruddet måske var endegyldigt, og det var stærkt foruroligende, for vores samarbejde havde været usædvanligt. Man kan ikke bare regne med at finde sådan en partner igen«, siger Simon Staho.

»Men da Aarhus Teater ringede, var der nogle ... livsomstændigheder ...«.



Simon Staho væver lidt om liv, død og nødvendighed og lader Peter Asmussen afgøre, hvor meget der skal fortælles. Dramatikeren tager over:

»Jeg fik konstateret cancer. Jeg har det bedre nu – takket være mine nye venner, lægerne og sygeplejerskerne på Rigshospitalet – selv om jeg ikke er ude af det, men jeg var lige på vippen og stod på grænsen til, at det meget nemt kunne være gået galt«, fortæller han.

»Vi skal alle herfra, men når man har døden så tæt på, skræller man noget væk og indser, at der ikke er tid til pjat. Og det stod bare klart, at det kunne være sidste chance for at finde hinanden igen«.

Ordene skal tale
Simon Staho nikker alvorligt:

»Jeg forstod, at det kunne være sidste gang, og jeg stod med en rædsel over ikke bare at kunne miste det, vi havde haft gennem 14 år – men også over, at jeg ikke havde taget vare på det«.

Der er stille i lokalet lidt. Simon Staho fortsætter tøvende og med flere tilløb:

»Jeg tænkte: Kunne jeg finde en måde ... Kunne jeg tage hele det her liv, som Peter folder ud og selv gennemlever i sine værker ... og forløse hans ord, så de folder sig allersmukkest og dybest ud. Kunne jeg bringe folk i en sindstilstand, hvor de forstår og hører, hvor smukke de ord er«.

Mørket på scenen
Simon Stahos greb blev at sammenflette fem Asmussenstykker i én forestilling, der i episoder kommer til at udgøre en fortælling om livet fra dets begyndelse til dets afslutning. Alt altså iscenesat i dunkel stilhed, så ordene får lov at spille hovedrollen.

Det kan lyde som et sært greb: Teatret er for alle sanser, og ikke mindst synssansen. Men nej, svarer de to intenst på spørgsmålet, om de har skabt et hørespil, som bare høres fra en teaterstol:

»Sanserne skærpes netop i mørket, og der sker det, at øjnene begynder at lede efter det lys, der er«, siger Peter Asmussen, mens Staho tilføjer:

»Der ligger også en vis skønhed i ikke at fylde på. Der kan ligge en skønhed i at skrælle væk og lade det fremstå, der bliver tilbage«.

Det kan føles halsbrækkende at tumle med store ord på små danske scener, men det er ingen af de to bange for:

»Jeg synes hverken det handler om små eller store følelser. Peters ord rummer en utrolig menneskelighed og afspejler menneskets væren på kloden«, siger Staho. Hang til sukkerfix


Han ser over på vennen og holder igen en lille pause. Stilheden høres, men ikke som en pinlig tavshed. Bare som en påmindelse om, at når det handler om livets store størrelser, er der ikke brug for at plapre løs.

Stilheden kan noget i sig selv, præcis som det er tanken i forestillingen.

»Peter holder fast i at skildre mennesket og livsforløbet med den dybeste ærlighed«, siger Simon Staho så.

»Han lefler ikke og snyder ikke på vægten, og først og fremmest er han ikke bange for ikke at underholde. Og ikke bange for ikke at levere et overfladisk håb«.



I virkeligheden fortæller Peter Asmussens dramatik om »stort håb i menneskeheden«, mener Staho, for det er opmuntrende, at alle, uanset hvem de er, vil kunne genkende »ordene om lyset og mørket«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De fleste har funderet over spørgsmålene om liv og død.

Men kan vi slippe, manøvrerer vi meget gerne uden om de tanker, mener Asmussen, og kunstnere kan falde for fristelsen til at give folk et let liv og »sukkerfix« i stedet for den ufortyndede vare.

»Man leverer tit det her falske håb med violiner, der sættes ind til sidst. Det afholder Peter sig fra, selv om det er vanskeligt. Han er ikke bange for at fastholde hele fortællingen om livet og døden. Og det er ganske exceptionelt ikke at have den angst«.

Sorte stykker
Hvorfor har du ikke den angst?

»Jeg har den bare ikke, og da slet ikke nu, hvor jeg er syg. Eller det er jo også forkert at sige, at jeg slet ikke har den ... Jeg vil hellere sige, at jeg prøver at udleve det spinkle håb og bevare de sprækker af lys, der måske er. Ikke bare på scenen, men også der, hvor det virkelig betyder noget«, svarer Peter Asmussen.

»Og det forlorne håb er snyd og bedrag. Vi vil alle gerne have det, men det giver bare et hurtigt sukkerfix. Bagefter ryger man bare endnu længere ned ...«.

Ligesom Simon Stahos film rører ved mørke, eksistentielle spørgsmål, beskrives Peter Asmussens stykker ofte som sorte, og han insisterer på, at tilværelsen ikke kun er let.



»Men jo mørkere der er, jo lettere er det jo at få øje på sprækkerne af lys. Derfor prøver jeg at slukke lyset, så meget det kan lade sig gøre«, siger han og slår en hjertelig latter op.

»Men bestemt – det kan da være svært ikke at falde for fristelsen til håb«, siger han så og smiler.

Staho nikker:

»Der findes så mange, der vil drysse sukker på, at der er opstået en stor nødvendighed for, at nogen kommer med lidt eddike«. Teater, der kan stemme sindet


Simon Stahos forestilling udgør en form for hyldest af dramatikeren Asmussen, men stykket er ikke blevet til, fordi dramatikeren er syg.

Også for Simon Staho – og alle andre – kan lyset gå ud i morgen, er han sig smerteligt bevidst.

Situationen med sygdom skærpede bare instruktørens opmærksomhed om, at »den livsomstændighed« skal fortælles, og det fik ham til at læse Peter Asmussens stykker som en lang fortælling om livets vilkår.

Efter at han havde samlet fem stykker i ét, ringede han til Asmussen, der blev anbragt på en sofa, mens Staho læste op. Asmussen accepterede omskrivningen med det samme.



»Det er en nådesløs, enkel fremstilling af vilkårene for alle: Vi kommer. Og vi går. Sådan er livets og dødens vilkår. Du kan ikke komme tættere på«, siger Peter Asmussen.

Og her kan teatret noget, de færreste kunstformer kan på samme vis, mener også filminstruktøren Staho: Teaterrummet kan stemme folk i en helt bestemt sindstilstand.



»Når man har oplevet de helt store ting, findes der for mig ikke andre rum i byen, hvor man konkret kan gå hen og finde sig selv og ... møde sin egen menneskelige storhed. Her kan teatret noget enestående«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alene og sammen

I teatret sidder man i mørket, på en gang alene og sammen med både tilskuere og skuespillere, og der ligger en kontrakt om, at man åbner sig for spillets præmisser. Ellers får man intet ud af det. Måske er kirken det eneste andet rum, der på samme måde kan »flytte folk over i et andet rum« og få dem til at åbne sig, siger Peter Asmussen. »Og selv om vi måske viger tilbage for det, er der altså brug for den her form for teater, som Simon skaber med sine meget radikale krav om mørke og stilhed. Det her med, at vi bare ved at træde ind i rummet oplever en transformation og indstiller os på at blive stillet over for de vilkår, der gælder os alle«.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    På søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce