Da Alexis Rouvre var 20 år, blev han ramt af en krise. Han havde mistet lysten til at være traditionel cirkusartist og vidste ikke, hvad han skulle stille op med sig selv.

Men da kom han i tanke om de reb, han var så glad for at lege med som barn. Og det var her, han begyndte at udvikle den utraditionelle cirkusforestilling, han nu syv år senere rejser rundt med i hele Europa.

»Som seksårig var jeg vild med at lege med reb og snore«, siger Alexis Rouvre i telefonen fra sit fædreland, Frankrig. »Det er materialer, jeg kan blive ved og ved med at fordybe mig i. Der er uendelige muligheder i reb. Jeg elsker at arbejde med det«.

Under Ny Cirkus Festival, som Københavns Internationale Teater (KIT) står bag, optræder han tre gange på Københavns Musikteater med sin selvkomponerede soloforestilling ’Cordes’. Alexis Rouvre kan både svinge sig i trapez, gå på line og jonglere med bolde. Men i ’Cordes’ er det reb, snore og tråde, der er hans udstyr.

Men i stedet for enkeltstående, artistiske præstationer kan man forvente sig en sammenhængende, abstrakt og kropslig fortælling om et menneskes forhold til at være bundet og slå knuder på sig selv i hjernen.

»Jeg binder mange knob i forestillingen«, forklarer han. »Det er både en konkret og en metafysisk fortælling. Det er en meget poetisk historie, tror jeg. Den handler om, hvad livets knuder gør ved et menneskes liv. På en måde kan man sige, at man vil opleve, hvordan det er at være inde i en mands knudrede hoved«.

På landevejen som 14-årig

Det lå ellers ikke i kortene, at Alexis Rouvre skulle være cirkusartist.

Han voksede op i en lille by, hvor hans far var skolelærer, og hans mor gjorde rent på den skole, faren arbejdede på, og som Alexis gik på. Cirkus var ikke noget, familien havde et særligt forhold til.

I hvert fald ikke før den sommer, hvor Alexis Rouvre var 11 år, og et traditionelt cirkus med savsmuld, klovne og jonglører slog teltpælene i jorden et sted i nærheden af det hus på landet, hvor drengen holdt sommerferie med sin mor. Siden da har cirkus fyldt det meste af hans tilværelse.

»Jeg blev forelsket i cirkus med det samme og var der hver dag, hele dagen, indtil de rejste videre«, siger han. »Jeg var vildt interesseret i cirkuslivet, og det første år fik jeg lov til at hjælpe med at pille teltet ned. Sommeren efter og året efter igen kom det samme cirkus tilbage. Jeg blev god til at jonglere med bolde. Det havde jeg øvet mig i, siden jeg var 7. Da jeg var 14, fik jeg lov til at rejse med dem om sommeren«.

De efterfølgende år var det hovedsagelig sommerferierne, han kunne tilbringe med kroppen i en trapez eller hænderne fulde af bolde. Efter gymnasiet kom han på cirkusskole i Belgien, og det var her, han for alvor lærte kunsten at blive en god boldjonglør og fik job i et cirkus.

Men bare få år senere meldte krisen sig. Det var så som så med motivationen til at kaste flere bolde op i luften og gribe dem igen. Men det var her, han kom i tanke om de reb, han legede med som barn.

»Jeg savnede et dybere metafysisk indhold at arbejde med, og det fandt jeg i mine reb. Det er seks år siden, jeg købte mit første reb som voksen. Hurtigt oplevede jeg, at jeg med reb kan skabe mit eget sprog. Skridt for skridt er der kommet nye ord til i det sprog«.

Kontorbundne kroppe

Alexis Rouvre fortæller, at han blandt andet har haft det moderne kontormenneske i tankerne, imens han udviklede ’Cordes’: »Det er noget universelt, jeg prøver at vise. Det er ikke blot en cirkusopvisning.

Det minder om teater og får publikum til at reflektere over for eksempel en mand, der sidder fast på et kontor og er faret vild i sine tanker«, forklarer Alexis Rouvre, hvis forestilling ledsages af musik, der understreger følelsesregistret fra frygten for at være fanget i uløselige knuder til drømmen om at blive fri i tanke og krop.

Alexis Rouvre selv drømmer om at blive endnu bedre som dramatisk rebkunstner, og han tror på, at han ved at blive dygtigere til for eksempel at danse kan udvikle sit udtryk, så det i fremtiden bliver mere som en installation.

»Jeg har fået støtte til at uddanne og udvikle mig«, siger han. »Hvor det ender, ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg vil blive ved med at stå på en scene og vise andre mennesker, hvor skrøbelig jeg er. At stå på en scene og bruge et andet sprog end ord er det mest risikable og spændende, jeg ved. Man kan komme til at kede folk. Men man kan også gøre dem vrede og glade«.

fortsæt med at læse

Romeo-skuespiller: »Jeg har sådan en stor fed vendelbo inden i min krop«