Alvor. 'Octobre' kan trække nycirkus i en ny retning med det illusionistiske som nyt bærende element, og i kraft af den alvor og snert af ubehag, der ligger under det hele.
Foto: Daniel Michelon

Alvor. 'Octobre' kan trække nycirkus i en ny retning med det illusionistiske som nyt bærende element, og i kraft af den alvor og snert af ubehag, der ligger under det hele.

Scene

Nycirkus i Dansehallerne skubber scenekunsten i nye retninger

Magikeren, melodramakvinden og tjenergnomen indtager nycirkusfestival.

Scene

Sjældent er der blevet dækket så godt op til gys. På nogen scene.

På en scene sort som natten, omkring et bord i sørgeflor, kredser to mænd og en kvinde rundt om hinanden. Med melodrama i kroppen, mord i øjnene og magi i baghånden.

Her gør man klogt i ikke at tro sine egne øjne. En kop – eller en krop – kan snart svæve, snart forsvinde i den tomme luft. Gengangerdansen udspiller sig i en besættende atmosfære af 1800-tals illusionisme.

Ultraskarpe, højspændte tableauer, hvor figurer dukker op som fra en mørk drøm. En surreel gestalt med rød kjole og rød ballon hjemsøger rummet i stadig mere outrerede stadier af opløsning.

Et godt gys

Det er lige så syret, som det er sort, når den store magiker sætter sig ved bordet – og knalder panden i bordpladen (Yann Frisch har faktisk en verdensmestertitel i magi).

Grumme skægt, at mesterillusionisten er ved at gå til af dårlige nerver, mens han virtuost får bolde, der ligner overmodne røde bær, til at materialisere sig på det tomme bord, fordufte eller flyve i slowmotion, ligesom han ud af intet kan fylde en kop med vand – uden at maestro selv fatter, hvad der foregår, og forvildet griber med fingrene ud i luften.

Det er ikke bare magisk artisteri, det er også karakterarbejde helt ud i de mindste tics.

Se bare, hvordan den groteske tjenerfigur, uanset hvor radbrækket og deform han poserer, kan storme og flikflakke rundt i rummet med en rovdyragtig smidighed og elegance som indbegrebet af en allestedsnærværende lurende ånd.

Prisen tager dog kvinden i den sorte, viktorianske kjole, der ildevarslende skrider rundt med en cigaret mellem de højrøde læber og rygende af indestængt rasen med en aura af Hitchcocks ’Rebecca’ osende omkring sig.

Som et uafrysteligt mørkt drømmesyn kan hun pludselig hænge i trapezen og svæve overjordisk med en tranceagtig ækvilibrisme, men også vride kroppen ud i umenneskelige afkroge. Det gør ikke alene ondt i ens krop, men får det til at gyse i en.

Nycirkus når det er bedst

Det er nok det allermest magiske ved forestillingen: at den er så gennemtrængt af dramatisk intensitet. Et besættende univers skabt af ganske enkle midler, gestaltet med mageløst artisteri og karakterstyrke af det helt unge kompagni Oktobre.

Suverænt gennemkoreograferet af instruktøren Florent Bergal, der ikke bare tryller, men også leger med formen, når der f.eks. til sidst dukker en helt ny figur op, en besnærende bomstærk kropsdue, der slår flikflak hen over bordet med blævrende lår og kaskader af latter og sender gengangerdansen ud i nye omdrejninger.

Det er ligeså meget dans og teater, som det er cirkuskunst. Og det viser netop nycirkus, når det er bedst: evnen til at føje vidt forskellige elementer sammen til en stærk dramatisk helhed.

Derfor er det også værd at interessere sig for og bruge spalteplads på årets nycirkusfestival. Det er ikke bare eftertragtet sommerunderholdning for en snæver kreds af københavnere – nu udvidet med turneer rundt i landet – men inspiration i livgivende koncentrat til et større felt inden for scenekunsten herhjemme.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Underholdning og alvor

Som festivalens udvalg af overvejende franske kompagnier viser det – næste gang må Københavns Internationale Teater gerne udvide den geografiske horisont – fungerer nycirkus i disse år som en eksperimenterende legeplads for ny scenekunst med udviklingspotentiale til at trække teater, dans og performance i nye retninger.

Men en forestilling som ’Octobre’ kan også trække nycirkus i en ny retning. Ikke alene med det illusionistiske som nyt bærende element, men også i kraft af den alvor, den snert af ubehag, der ligger under det hele.

Her ude på kanten holder nycirkus ellers ikke af at være.

Det store plus ved nycirkus er, at det er så umiddelbart appellerende, legesygt og fysisk imponerende. Men forestillingerne kan også komme til at bremse sig selv ved at være lidt for likeable.

Underholdende var det også med magikeren, melodramakvinden og tjenerånden, men de borede sig samtidig ned i de dybere lag.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce