Det var egentlig Jan, der ville lave teater. Andreas Bo Pedersen mødte kammeraten som 23-årig på hf-kursus i Køge. Karrieren som herretøjshandler i Flemmings Herre- og Drengetøj var lagt i graven, og han ville starte på en frisk. Måske bruge gennemsnittet på at læse medicin. LÆS OGSÅGummiansigtet blev årets komiker »Jan Overgaard Mååågensen«, brummer Andreas Bo Pedersen. Og konstaterer: »Han var en teatertosse«. Boner noget pels Det var Andreas Bo Pedersen ikke. Men nu står han alligevel med en mikrofon i hånden på et nøgent parketgulv i et næsten mennesketomt teater. Og ser komisk ud, det lange menneske. Med et lettere forpint udtryk i ansigtet og en guitar klemt ind under armen. Hans blik svømmer rundt et sted mod bagvæggens horisont, da han affekteret slår en akkord an på guitaren og begynder at synge: »Jeg håber virkelig, jeg har moret alle. Både almindelige folk og Politikens Henrik Palle ...«. »For jeg er en sucker for det pis. Og jeg er der i karrieren, hvor man må tage, hvad man kan fååååååå ...«. »... Jeg håber virkelig showet giver no'd fisse. Jeg håber på, det boner noget pels«, synger han, mens en flok storladne strygere nu brager ud af højtalerne. »... Jeg har knoklet for det her. Og et ordentligt skrald vil gør' det hele værd«. Da musikken stopper, står han et øjeblik og dingler på scenen. Før han knækker sammen af grin. Nogle timer efter sidder han foran mig. Mere alvorlig nu, men stadig med et lunt smil. »Det var Jan, der ville lave en gymnasierevy, og det var Jan, der havde ambitionen om, at vi skulle lave et teater«, siger Andreas Bo Pedersen. Så, med et lille træk på skuldrene: »Jeg var bare god til det«. De svære parodier Andreas Bo Pedersen skulle vise sig at være mere end bare gennemsnitligt god til det. Som 45-årig har han indskrevet sig i dansk komiks historie som 'manden med gummiansigtet' og med parodierne som sin niche. Han dukkede op i den bedste sendetid i 2010 i TV 2's satiriske sketchshow 'Live fra Bremen', og året efter fik han prisen både for bedste tv-skuespiller og publikumsprisen som Danmarks sjoveste mand - en Zulu Comedy Award.

Et folkeligt gennembrud, der er kommet sent livet, fordi han først var 30 år om at finde ud af, at han gerne ville leve af at sætte sit humoristiske gen i system og optræde. Og fordi der skulle gå 12 år mere, før han turde gå målrettet efter det. Og fordi han »altid har haft svært ved at komme ud af starthullerne«, nåede succesen nærmest at overhale ham indenom, inden han havde mønstret modet til at jagte den. »Det der med at sige: Det her er jeg god til, det kan jeg godt. Det var først helt fremme ved 'Live fra Bremen', jeg kom dertil, hvor jeg kunne sige det«, siger Andreas Bo Pedersen. Og når så alligevel i næste sætning at kile to-tre forbehold ind imellem ordene 'jeg har' og 'succes'. Funny bone er en del af hans dna. Men det samme er tvivlen. På landkortet Jeg møder Andreas Bo Pedersen på det mennesketomme Teater Astoria, der ligger i en krog blandt rustne skurbygninger, sammensunkne trådhegn og brede, tilgroede asfaltveje på Refshaleøen, og hvor han skal tilbringe de fleste af sine vågne timer de næste to uger inden premieren på soloshowet 'Plagiat'. Et show, han beskriver som en blanding af stand-up, revy og lidt show - »altså blinkende lamper og musik«, som han siger. Alt det, han selv synes er sjovt. Og hvor han selv bestemmer, hvad han vil sige, og hvem han vil parodiere - og måske endnu vigtigere: Hvordan. De parodier, som for alvor satte ham på det humoristiske landkort, er samtidig dem, han har haft det allersværest med. For selv om indbegrebet af en parodi er et godt grin på bekostning af offeret, er der forskel på, hvordan man gør det. LÆS OGSÅ Landeste vildeste gummiansigt opfinder nye figurer til 'Plagiat'-show Og Andreas Bo Pedersens eget smil blegner det sekund, en parodi bliver ondskabsfuld. Eller har en skarp holdning til noget. »Det interesserer mig ikke på samme måde at få det grin med, som siger: Nu er vi lige enige alle sammen om, at Naser Khader er en klovn, der lige har lavet Ny Alliance, og det går da lige ad helvede til«, siger han. Han ryster en smule på hovedet. »Jeg vil bare meget hellere lave en Naser Khader, der læser ti grunde til, hvorfor han er imod den ...«. Han tænker et øjeblik. »... nye kebabbar, der er åbnet på Kongens Nytorv, op. Ti pissesjove, gode oneliners«, siger han og knipser med fingrene. »Så siger de: Hold kæft mand, det var en god parodi, han lavede der, uden at det gik ud over nogen«. Adskillige personligheder Et udsagn, det kan være svært at tro på, hvis man har set, med hvilken timing og musikalitet han fremfører sine parodier på Johannes Møllehave, Kim Larsen eller Thomas Blachman på scenen. Man kan i det hele taget ikke være i selskab med Andreas Bo Pedersen længe, før man har mødt fem, seks andre danskere. Pludselig stikker Ole Thestrup, Erik Clausen eller Clement Kjersgaard hovederne frem. Og virker alligevel, som om de altid har været der. I en trækning i mundvigen eller gemt i en fold i panden. Eller det evigt mistænksomme højre bryn, der hele tiden buer. Parat til at skære en grimasse. Men som han sidder der i sofaen på Teater Astoria i jeans og med kortklippet hår kunne han snildt være den tøjhandler, han er uddannet som. Eller den læge, han kunne være blevet, hvis han ikke var droppet ud af sit medicinstudium. Lige indtil han uden større besvær trækker en hurtig hjemmelavet sketch ud af luften. Gerne en lidt halvplat, sjofel og lun en af slagsen. Og langt fra den stand-up, hans yngre kolleger i branchen laver, hvor succesen ofte kan måles i, hvor mange grænser den overskrider, eller hvor tåkrummende den formår at være. Manglede et mål Hans egen skoling i humor begyndte i barndomshjemmet i Nr. Lyndelse syd for Odense. Familien gik aldrig i teatret, men i fjernsynet var det de humoristiske helte Tommy Kenter, Flemming Jensen og Kai Løvring, familien Pedersen grinte ad. Hans far var salgschef i et firma, der solgte rottegift og stod for dagrenovation, moderen bibliotekar. »Et klassisk borgerligt ægtepar i parcelhus«, som han siger. Da Andreas Bo Pedersen var 10, flyttede familien på fem til et andet parcelhus, denne gang i Haslev på Sjælland. Men det var allerede tilbage i Nr. Lyndelse, at han opdagede et komisk talent. Sådan et man kunne bruge til at charmere sig ud af en kritisk situation i skolen. Eller simpelthen bare til at få folk til at grine. Han slår ud med armene. »Og hvis du én gang har fået en optur over, at folk har grinet over et eller andet, du har gjort, så er det meget stærkt vanedannende. Og det har jeg opdaget på et forholdsvis tidligt tidspunkt«. Fremtidsdrømmene stak i alle retninger. Mest af alt vidste han ikke rigtig, hvad han ville. Kun at Haslev Gymnasium kunne han ikke koncentrere sig om. Han var ikke moden nok, og karakterbogen var »det rene ynk«, forklarer han. Så i 2. g droppede han ud. »Jeg har nogle meget konservative forældre, som sagde: Hvis du skal gå ud af skolen, så skal du stå op hver morgen og lave morgenmad til familien og have rengøringspligter i huset, indtil du ved, hvad du vil«. Det vidste han ikke, så da der dukkede en læreplads op i den lokale herretøjsbutik, Flemmings Herre- og Drengetøj, slog han til. Før han var fyldt 20, var han udlært. Derefter forsøgte han sig et halvt års tid med at blive rockstjerne i Aarhus, hvor alle de fede musikere i slut-80'erne kom fra. For så at vende tilbage til herretøjet som førstemand i en butik i Ballerup. Men der var noget, der manglede. Et mål. Så var det heldigt, at Jan Overgaard Mogensen, kammeraten han mødte, da han besluttede sig for at tage en hf, havde målrettethed nok for dem begge. Først ville kammeraten lave en gymnasierevy. »En rigtig lagkagerevy med Monty Python-numre og ballondansen«, griner Andreas Bo Pedersen. Hans øjne lyser op, da han får chancen for at indlemme en revynovice i, hvad det er. Han hopper op fra sofaen og holder en usynlig ballon foran skridtet. Nynner stille noget boogie-woogie, mens han vugger hofterne fra side til side. Så hopper han i en hurtig bevægelse rundt om sig selv, så ballonen i stedet dækker hans bagdel. »Vi var nøgne, selvfølgelig«, tilføjer han, da han har sat sig ned igen. Hamlet light Senere slæbte vennen Andreas Bo Pedersen med ind i den røgfyldte foyer på Rialto Teatret, hvor Niels Olsen og Thomas Mørk lavede 'Cirkus Montebello'. »Niels Olsen er en af de sjoveste mænd i Danmark. Og en sindssygt sympatisk mand. Han har det, der hedder likeability, på scenen. At man står der og vil dem så gerne. Nogle gange, når jeg ser ham, tænker jeg: Han kan jo det samme som mig«. Jan Overgaard Mogensen syntes, de skulle starte deres eget teater.