Lyt til artiklen
Det går ikke så godt for personerne i de tre kulsorte og kuldslåede stykker af Beckett, der tilsammen udgør den aktuelle fejring af den irsk-franske absurdist i Østre Gasværks foyer.
Den første, en kvinde, er reduceret til et talende sæt knaldrøde læber, en knevrende mund, der i et hæsblæsende tempo spyr sætningsfragmenter ud i mørket. En bevidsthedsstrøm, der fosser som en opbragt skandinavisk elv ved forårstide, og som i Becketts univers er et forsøg på at undersøge, hvor meget mening man kan tage ud af sproget uden helt af fjerne det sagtes betydning.
