0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

'Dancer in the Dark' som teater: Det er barskt og bevægende. Men også knugende og fladt i forhold til von Triers film

Aarhus Teater lader ’Dancer in the Dark’ folde sig ud ved at forstærke Selmas fabulerende sans for lydene i mørket. De skulle bare have taget skridtet fuldt ud.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Emilie Therese
Foto: Emilie Therese

Telefonen er den sidste livline mellem Selma (Sofia Nolsøe) og hendes søn (Ernst Boye), ligesom lydene hele vejen igennem har bygget bro mellem hendes indre og ydre verden.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hun er for god til denne verden – og for dumstædig til, at man kan holde ud, at hun skal gennemgå så grum en skæbne.

Men det er udfordringen med Lars von Triers Guldhjerte-skæbner, der balancerer mellem det tragiske og det sentimentale. Ligesom Bess i ’Breaking the Waves’ og Grace i ’Dogville’ skal den næsten blinde Selma gå så ulideligt meget igennem med sit gode hjerte. Som fattig immigrantmor og fabriksarbejder bliver hun bestjålet sin livsopsparing til sønnens øjenoperation for så i forsøget på at få dem tilbage at blive fængslet og henrettet for mord. At hun insisterer på at ofre sit liv for at redde sin søns syn, er på kanten af patetisk melodrama, men vækker samtidig kristusagtige associationer til ofret i sjælens nat.

Når det overhovedet lykkes at få omplantet sådan en historie til teatrets scene (Paul Ruders opera på Det Kgl. fra 2010 ramte skævt), så skyldes det, at instruktøren Anne Zacho Søgaard har valgt at forstærke filmens fokus på, at når Selma ikke kan se, så kan hun til gengæld høre – ud over alle grænser. Hun får sin egen virkelighed til at tone frem for fuld musik hinsides fabrik og fængsel, ondskab og uretfærdighed.