Mens den danske regering de seneste år har lavet millionbesparelser på statslige kulturinstitutioner, er de statslige bevillinger på kulturområdet i Norge steget. De er faktisk mere end dobbelt så høje som i Danmark.
Det mærker man i Dramatikkens Hus i Oslo, der er det norske svar på et professionelt center for tekstudvikling.
»I 2010 åbnede Kulturministeriet pengesækken betragteligt«, siger Line Rosvoll, der har været kunstnerisk leder i Dramatikkens Hus i 4 år.
I dag får huset 16 millioner norske kroner. Det er 4 millioner mere end i 2012. Det er noget mere end de 500.000 kroner, Det Kongelige Teater har planlagt at bruge på udvikling af ny dansk dramatik i 2019, ud over de 1,7 millioner kroner, de får fra Bikubenfonden til støtteprojekter.
Målet er at styrke samarbejdet mellem det frie scenekunstfelt og institutionerne gennem fagseminarer, debatter og åbne visninger.
»Vi vil også støtte dramatikere i skrivearbejdet, så deres tekster bliver af så høj kvalitet, at de tiltrækker en producent, kommer på en scene og møder et publikum«, forklarer Line Rosvoll.
For støttekroner forpligter. Der skal leveres målbare resultater, som regeringen kan forstå. Og det gør Dramatikkens Hus.
»I 2018 er 60 nye teaterstykker blevet til ’in house’, og hele 40 af dem er efterfølgende blevet sat op på en norsk teaterscene«, fortæller Line Rosvoll.
Et uafhængigt hus med lønnet skrivetid
I Dramatikkens Hus har man et varierende antal husdramatikere, som får et toårigt skrivestipendium på 220.000 norske kroner hver. I perioden 2017-19 er der i alt otte dramatikere, som også får deres egen skriveplads, faglig konsultation af en dramaturg og frihed til at bruge husets værksted og to scener.
Teaterbranchen og andre interesserede inviteres ind i huset for at få indsigt i husdramatikernes arbejde via blandt andet det årlige heldagsarrangement Husdramaraton. Her vises dramatekster under udvikling af skuespillere og musikere.
Men pengene bruges ikke kun på husdramatikere. Andre skriveglade kunstnere kan, i grupper eller alene, søge om legater på Dramatikkens Hus’ digitale søgeportal, der altid er åben. Det benyttede 150 ansøgere sig af sidste år, og omkring 80 blev udvalgt.
En af dem var den danske dramatiker Henriette Vedel og hendes norske skrivepartner, Leiv Arne Kjøllmoen, der udviklede teaterstykket ’Sånne som oss’ i Dramatikkens Hus. Det blev efterfølgende til en forestilling på Haugesund Teater og førte til en nominering til den prestigefyldte Heddapris for bedste scenetekst.
Henriette Vedel fortæller: »Noget af det, Dramatikkens Hus kan, og som kan gøre en stor forskel for en dramatiker, er lønnet skrivetid. Det gør det nemmere for os at bruge tid på skriveprojekter, vi selv ønsker at udforske, og at forfølge egne skriveideer frem for f.eks. bestillingsværker«.
Hvis dramatikeren på forhånd har en aftale med et teater, er der ofte risiko for, at dramatekstens kvalitet vil lide under det tidspres, den bliver underlagt. Det problem er Dramatikkens Hus også en løsning på, mener Line Rosvoll:
»Vi er et uafhængigt hus, ikke et producerende teater. Det her er et langsigtet projekt, og det kræver tålmodighed, tillid og tro – og det har teatrene ikke. Teaterlederne har oftest en kort tidshorisont«.
For hende er der ingen tvivl om, at det styrker slutproduktet, hvis der går en god arbejdsproces forud for prøvestart. Henriette Vedel mener samstemmende, at det »på sigt gavner hele branchen og højner niveauet og bredden af den nye dramatik«.
Henriette Vedel og hendes skrivemakker har også deltaget i Det Kongelige Teaters tiltag KGL Dansk, der er et af de danske bud på at fremme ny dramatik herhjemme. To gange om året bliver fem-seks dramatikeres tekster udvalgt til en uges workshopforløb med skuespillere og en instruktør, så materialet kan prøves af og give dramatikeren inspiration til videre skrivning:
»Men det, at vi overhovedet havde et tekstmateriale at gå ind i en workshop på Det Kongelige Teater med, skyldtes, at vi til samme projekt havde modtaget et skrivelegat fra Dramatikkens Hus«, siger Henriette Vedel.
Sidste år spillede tre stykker fra tidligere KGL Dansk-forløb på Mellemgulvet og Lille Scene. To af dem, ’Nye rejsende’ og ’Jeg løber’, var baseret på eksisterende materiale, en roman og en blog i Politiken.
Et nyt Nordens Hus til dramatik?
Line Rosvoll kender det danske og norske teaterområde og har selv været instruktør i mange år:
»Danmark og Norge er i virkeligheden ikke så forskellige. I begge lande er det sådan, at ny dramatik ofte ender på mindre scener. Det er der mange årsager til – især set fra et kulturpolitisk perspektiv. Det er større fabriksproduktioner, musicals og i høj grad udenlandske stykker, der trækker horder af publikum til de store scener, men vi skal skabe noget, der kan konkurrere med det«, forklarer hun.
Ny dramatik vil måske tiltrække større opmærksomhed fra producenter og publikum, hvis den udvikles i et samarbejde mellem de skandinaviske scenekunstfelter:
»Ideelt set skulle vi have et fælles Nordens Hus for dramatik, for der er ingen tvivl om, at der er så nære kulturelle bånd mellem os, at vi kunne lære meget af hinanden. De udviklingsmuligheder, der findes, burde samle os. Det er ikke en konkurrence, men et fælles projekt«, mener Line Rosvoll.
