Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Igen og igen er det de samme fire-fem børn, der bliver slået hjem. Social-ludo for begyndere!

Igen og igen er det de samme fire-fem børn, der bliver slået hjem. Social-ludo for begyndere!

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

22 børn på scenen: »Vi kommer til at tilpasse os og opleve forfærdelige og skønne ting, I slet ikke drømmer om«

Bevægende og barskt er det, når Tue Biering sætter 22 børn ind i sit statistiske skæbnemaskineri på Betty Nansen Teatret.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Utroligt, at det kan virke så stærkt: 22 børn alene på scenen med deres fremtid – sådan som statistikken tegner den. Dér står de med deres klare blikke rettet lige mod os.

Men hvor tit bliver man egentlig konfronteret med en hel flok børn, der har fået taletid og scene helt for sig selv uden at skulle MGP-underholde eller oplyse om deres brug af sociale medier? Her får de chancen for at fortælle om deres liv, dog kun sådan, som det passer ind i statistikkerne.

Hvert femte barn vokser op i hjem med alkoholproblemer, hvert niende barn har været udsat for grov vold, fortæller de med lyse stemmer. Illustrativt grupperer de sig på den gymnastiksalsagtige scene som små levende statistikker – sammensat, som de er, til at udgøre et repræsentativt udsnit af befolkningen.

»Hvem er gode til matematik? Hvem kan lide at gå i skole?«. Godt 10 børn rækker hånden op. De får en medalje, mens resten får besked på at lave armbøjninger! Selektionsræset er begyndt. Hvem klarer sig?


Hvem har de bedste chancer for at klare turen gennem selektionsræset? Foto.: Søren Meisner
Foto: Søren Meisner

Hvem har de bedste chancer for at klare turen gennem selektionsræset? Foto.: Søren Meisner

Der er humor i luften og en legende ånd over det hele. Alligevel står det hurtigt skærende klart, at det langtfra er lutter lagkage at være de her 10-14-årige børn fra Generation Z, de digitalt indfødte, såkaldte curlingbørn og trofæprojekter. En pæn del kender til mobning, angst, lavt selvværd eller ensomhed. Som en af pigerne kommenterer, vil hun bare helst være sammen med sin kat.

Nok kan børnene hoppe som glade frøer, fulde af liv, robuste og sårbare, men det virker i stigende grad brutalt, sådan som deres liv og fremtidsmuligheder tegner sig, når de bliver kørt gennem statistikkværnen.

Engageret gør børnene sig umage med at lægge krop til statistikkerne som frejdige slagtekalve.

Så kan alle os gamle – dvs. alle over 30 år, set i børneperspektiv – sidde dér og vride os i sæderne og få det rigtigt dårligt med vores feel good-forestillinger om, at sådan nogle små størrelser skulle være frie og lige til at knopskyde i alle retninger. For deres liv er allerede hegnet ind og nærmest determineret med så og så mange sandsynlighedsfaktorer til at udvikle sig i en bestemt retning.

Råt og kontant viser social status sig at være afgørende for, hvad børnene får i matematik, om de får sig en uddannelse, en partner, et misbrug eller et langt liv. Igen og igen er det de samme fire-fem børn, der bliver slået hjem. Social-ludo for begyndere.

Men som underklassedrengen siger det, har han altså ikke tænkt sig at blive gangster, og han vil have fem koner. Hørt! Endelig lidt modstand.

Statistik er skæbne

Som intruktøren Tue Biering ser det, er statistikker vor tids skæbnefortællinger.

Han har i sin prisbelønnede virkelighedsteatervirksomhed Fix & Foxy arbejdet med alt fra prostituerede og asylansøgere til folk, der bor i Twin Peaks, Odsherred.

Forcen i ’Mod alle odds’ består i, at han overlader scenen fuldstændigt til børnene som en slags knuselskelig blød indmad. For så at køre dem gennem det hårde statistiske skæbnemaskineri. Det kører ovenikøbet ved deres egen hjælp. Engageret gør børnene sig umage med at lægge krop til statistikkerne som frejdige slagtekalve.

Dermed ikke være sagt, at børnene ikke ved, hvad de er med til eller bliver misbrugt. Det er bare en allerhelvedes stærk og effektiv konstellation.

Den form for statistikteater kender vi herhjemme fra tyske Rimini Protokolls ’100% København’ på Det Kongelige Teater (2013). Men Biering giver formen en udsigelseskraft i sig selv, så den tydeligt fremtræder som et skæbnemaskineri. Helt enkelt, stramt og gentagende kører tableauerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så selv om det hen ad vejen kan virke lidt ensformigt, er der en betvingende pointe med det: Børnene har ikke de store chancer for at undvige fra deres bane.

Ikke desto mindre kunne der godt komme lidt mere grus i statistikmaskineriet og farve på tabellerne, som når pigen med balletskørtet danser ’Svanens død’, mens en anden spiller cello, og overklassedrengen, der gerne vil være astronaut, kommer frem iført rumdragt.

Børnene har jo deres egne forestillinger om fremtiden:

»Vi kommer til at tilpasse os og opleve forfærdelige og skønne ting, I slet ikke drømmer om«.

Det havde jeg gerne hørt mere om, for som det bliver sagt til slut:

»Det er os børn, der kan ændre statistikken«.

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden