Taxaen er kommet fem minutter for tidligt, og det samme er jeg. Jeg får fremstammet, at jeg skal til Æ Stoksti, og chaufføren ved godt, hvor det er. På en måde er jeg lokal her, men det føles ikke sådan.
Det er mit håb, at jeg i løbet af de næste par timer skal komme i kontakt med noget særligt sønderjysk, og tanken er, at det skal ske via et teaterstykke om den sønderjyske fortælling. Om det stolte grænseland, tror jeg. Om danskerne, der måtte kæmpe for at blive danskere. Og genforeningen. Jeg skænkede aldrig egnens historie en tanke, dengang jeg boede her.




























