»Hej, smukke, dejligt at se dig«, siger en prominent langhåret teaterinstruktør til den endnu mere prominente filmskuespiller, der sidder ved siden af mig til premieren på ’En guide til en (lidt) lysere fremtid’ på Nørrebro Teater.
Vi taler øverste, øverste hylde. Han læner sig ind over stolerækkerne og giver hende sådan et kys, man ikke kan give en kollega, medmindre man er kunstner.
Nørrebro Teater føles som den sidste bastion – for hvad er jeg ikke sikker på. Måske for dansk showbiz’ bedre borgerskab.
Det er aldrig til at grave sig frem for kendisser på det gamle morskabsteater, grundlagt i 1886, da der ikke var meget andet end marker rundt om det. Det er ikke ualmindeligt, at din sidemand hedder Jytte Hilden eller Birthe Kjær. Eller Benjamin Hav eller Bertel Haarder.
Men hvad mon der er at grine ad i dag? Vil stykket blive afbrudt af Gaza-demonstranter? Vi er trods alt på Nørrebro. Eller vil den ’forsigtige optimistkomedie’ afbryde sig selv, inden det bliver alt for sjovt?
Gæsterne i aften er en underlig blanding af kulturelite, standupkomikere og Flemming Møldrup. Og han er ikke engang den eneste tidligere ’Kender du typen?’-ekspert, jeg får øje på i foyeren, da jeg bestiller en gin og tonic i baren. Bileksperten Christian Grau er her også. Så meget kulturel kapital samlet på ét sted. Hvis der sprang en bombe her ... ville vi ikke længere vide, hvem vi selv var. Typer er her mange af.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvorfor er de her, alle de kendte? Er de vilde med teater? Er de vilde med premierer? Hvad har de egentlig gang i?
Teateranmelderens kantine
Og så den sædvanlige skanning af lokalet. Hvem kender jeg her? Er det venner eller fjender? Som teateranmelder er dette min kantine. Mit blik rammer en nydelig ung mand med overskæg. Har jeg ikke engang undervist ham, da jeg var danskvikar på Aurehøj Gymnasium? Lyddesigneren Viktor Dahl?
En kollega prikker mig på skulderen og siger, at hun havde set, at jeg var til premieren på ’Matador – The Musical’, og da jeg automatisk opfatter det som en kritik, svarer jeg noget med, at jeg alligevel bor lige i nærheden af Falkonersalen og i et svagt øjeblik havde tænkt: Hvorfor ikke?
Nørrebro Teater er ikke bare et teater, men har med direktør Mette Wolf i spidsen satset på alt muligt andet, fra foredrag til fællessang. Det er, som om der sker noget med scenebegrebet i disse år, hvor alt skal gøres til et show. En frisk overskrift og et beat, og du har et show. For eksempel vil man snart kunne lære at få bedre styr på finanserne, når vejrvært Louise Gade Sig blænder op for ’Fattigrøvsklubben’ sammen med freestylerapperen Kasper Fresco og en person fra Nordnet. På Nørrebro Teater. På det gamle morskabsteater. Ha ha ha.
Og sammen med Muskelsvindfonden præsenterer teatret arrangementet ’Pærfekt gin og croquis’, hvor publikum, ja, tegner og drikker gin med det formål at sætte kropsidealer fri, og på den måde vil teatret også tale til samtiden.
Men det er stadig den sociale satire i farceagtige og lavkomiske klæder, ikke altid med lige meget bid, der tegner teatrets profil, forestillinger som ’Stalins død’, ’Vi betaler ikke’ og ’Jytte fra marketing er desværre gået for i dag’. Balancen mellem det nyskrevne og klassiske er til gengæld fornuftig nok ...
Vi får ventileret lidt, vendt freelancevilkårene i branchen. Og hvad stiller vi overhovedet op med teatret? Og med teaterkritikken? Der hviler et tungt ansvar på vores skuldre.
Ingen lårklaskende latter
Flere kendte og halvkendte typer stiller op til fotografering på den røde løber, for eksempel den tidligere nyhedsvært Kristian Ring-Hansen Holt, tror jeg nok.
Jeg går videre, nikker til en tidligere teaterdirektør, der engang uventet havde hevet mig til siden for at høre min ’ærlige mening’ om en prøve, jeg havde været inde at overvære i forbindelse med et interview, og som jeg vist havde fået sagt noget lettere famlende om.
Jeg har på det seneste følt et stigende behov for at gå til teatret på nogle andre måder end de sædvanlige. Jeg vil helst ind i det rum, hvor det formes og langsomt bliver til en forestilling. Hvorfor holde teaterkritikken til ideen om den færdige forestilling, som man kun ser en enkelt gang, når der er så meget andet rundt om den, det kunne være sjovt at kigge på?
Selve aftenens stykke, den forsigtigt optimistiske komedie, har iørefaldende popsange af Marie Key, Nørrebro Teater er eksperter i at tegne verden op med pastelfarver, men det er ikke ligefrem lårklaskende latter, der strømmer gennem lokalet, snarere en lidt nervøs trækken på smilebåndene.
Og det er ikke helt rigtigt: Bag mig lyder den dybeste latter kontinuerligt gennem stykket, og jeg har sådan lyst til at vende mig for at se, hvordan sådan en ser ud.
Til maj kommer der nye direktører, når Mette Wolf forlader teatret efter 8 år, og med Jennifer Vedsted Christiansen som kunstnerisk direktør, kendt fra duoen How To Kill A Dog med Emma Sehested Høeg, der plejer at arbejde i grænselandet mellem det intime og det politiske, spår jeg en fremtid for Nørrebro Teater, hvor den sydende og kulørte heksekedel bliver mindre hurlumhej og mere woke. Det skal sikkert nok blive interessant.
Forhåbentlig vil der også være noget at grine ad.
fortsæt med at læse
