Jeg gætter på, at man kunne have plukket hvem som helst i Sydhavnen, og så havde man rundt regnet haft teaterforestillingen ’Sydhavn brænder’, hvor almindelige borgere optræder på scenen, med hvad end de brænder for.
Det for mig mest overraskende ved det var, hvor særligt det føltes at overvære det helt almindelige på en scene – som om det almindelige er noget, man har gemt væk i en verden, hvor alt skal være specielt.
